Siden sidst okt - Søren og Lise i Honduras 2005-2006

Siden sidst - okt

Orkanen Beta 30. oktober 2005 - Lise
Søndag eftermiddag Det har regnet næsten konstant siden i går aftes. Kraftig regn og også tordenvejr af og til. I vores kvarter er der ingen reelle problemer. Vores vej er blevet til en flod, fortovet er oversvømmet, og vandet løber så stærkt ned ad gaden, at der opstår krusninger. Et sted lidt herfra når vandet op over knæet. Kun få biler er ude i dag Efter sigende skal det regne endnu 24-48 timer. Gad vist, hvordan det så ser ud?		Evakueringscentre Vi har lige hørt i radioen, at hvis ens hus er oversvømmet, kan man gå til et af tre forskellige evakueringssteder i byen. Det er dog kun relevant for folk, der bor i de lavtliggende beboelsesområder. Se, hvordan vandet skyller op over fortorvet og løber som en flod ned ad gaden Vi holder os inde, Rasmus er på besøg, vi drikker tordenkaffe og spiller kort, med lyden af regnen som lydtæppe.

Radio La Ceiba 28. oktober 2005 - Lise
Here we come ... Vi er på vej hjem fra et heldagsmøde med kollegerne. Pludselig bliver det foreslået, at vi kører til Corozal for at få en øl. Corozal er en lille Garífuna-by ved kysten øst for La Ceiba. Helt ude ved stranden ligger en lille restaurant. Vi sætter os på 1. sal under palmetaget med udsigt over havet. Trods mørket sejler en lille båd - en slags kano - ud med to unge mænd ombord. Der bliver bestilt øl til alle mand, snakken går. Det er nu helt mørkt, kun gadelygten kaster lys ind, hvor vi sidder. Efter nogle jokes og endnu en omgang tager det ene bilhold hjem. (PS chaufførerne drikker sodavand). Vores projektleder Sergio, Jesús og Kenya		Vi er seks, som bliver for at spise nedenunder. Jeg tvivler lidt på, om man kan få mad dette sted. Indtil videre har jeg kun set én ung pige, som serverede øllene. Hun kommer dog med et menukort og hævder, at alle menuerne er mulige. Søren bestiller hummer, vi andre tager andre retter med fisk eller skaldyr, den traditionelle garífuna-mad. Lidt efter dukker retterne op - velsmagende og lækre. Utroligt, hvad der kommer ud af det køkken. Dr Hook På vej hjem i bilen klemmer Jesús og Sergio sig sammen på forsædet ved siden af Roger, som kører. På bagsædet sidder Kenya, Søren og jeg. Roger kører hurtigt trods hullerne i vejen og modkørende biler uden lys. Vi hører radio, og Roger foreslår, at vi ringer til radiostationen. Jeg tror, han kender en, der arbejder dér, for han ringer direkte og beder om et nummer med Dr Hook. Og ganske rigtig lidt efter lyder det: "Roger Flores, Sergio, Jesús, Soren, Ise og Kenya" ud over hele La Ceiba, og så kommer "All the time in the world". Vi jubler, da vores navne bliver nævnt for tredje gang. Inden vi når helt hjem, begynder det at regne meget kraftigt - det viser sig at være orkanen Beta, som er på vej ind over området.

Eksperter taber aldrig 27. oktober 2005 - Rasmus
Når kattene er ude, spiller musene på bordet. Lise var til dametamtam, og Søren havde fået lov til at gå i byen alene. Derfor tog jeg, Rasmus, ham med en tur på Expatriados Bar, som vi jo plejer om torsdagen. Denne torsdag var der dog en lille forskel, da der var dejligt; ja faktisk ekstremt dejlige, letpåklædte latinaer, der spurgte om vi ville ”spille” og vinde........... Som jyde er jeg selvfølgelig altid klar til at vinde. Jeg er mere ked af væddemål; men eftersom præmien var en overraskelse, tænkte jeg mig mine tanker om latinaerne. Og eftersom vi skulle gætte resultatet af fodboldkampen mellem de honduranske mestre: Olimpia og det costaricanske hold Saprissa, var Søren også klar. Ud over, at Lise mente han skulle holde sig ung og smuk, så vidste han også noget om fodbold! Jeg satsede på en hjemmesejr til Olimpia, eftersom de havde vundet første kamp og var på hjemmebane. Men vores ”fodboldekspert” satte sig til at analysere og nåede frem til, at uafgjort nok var mere passende. Det plejer jo at holde når man er fodboldekspert! Selvom Søren sad på pinde det meste af kampen, og jeg stadig havde mine tanker på den kommende gevinst, endte det dog med, at kampen endte 1-1! Som jyde anerkender jeg gerne mit nederlag, selvom det gør ondt! – Men overfor en gedigen fodboldekspert har jeg dog respekt!		Og jeg nød endnu mere Sørens sejr, da den dejlige latina kom med en hat og en indkøbspose som gevinst. Søren gik dog op og fik latinaen overbevist om sine evner, og at det var første gang han var på Expatriados etc. Mærkeligt nok blev præmien konverteret til 6 pilsnere, som vi herefter nød betragteligt. Men jeg må sige, at Søren virkelig er en fodboldekspert! Hvordan mon næste kamp ender?

Sølvbryllupsturen 14-18. oktober 2005 - Søren
Fredag gik til hytterne i landsbyen Las Mangas. Næste dag gik vi en herlig tur gennem skov og plantage. Herefter et socialt intermezzo i La Ceiba.		Søndag til Zacate-deltaet, i et vådområde langt fra alt og alle. Mandag - tirsdag, på selve dagen, var vi på luksushotel. Familie og hardliners vil måske gerne læse den lange beretning.

Cayos Cochinos - igen 9. oktober 2005 - Lise
En ny tur til paradis Vi fik mulighed for at komme med på endnu en tur til Cayos Cochinos, og denne gang sejlede vi med en garífuna-fisker og hans søn. Vi sejlede fra Sambo Creek. Øerne ses i det fjerne Allerede på udturen fangede han tre små tunfisk. Og så skar han omhyggeligt to stykker madding ud af den ene tun. Flere forskellige øer Denne gang snorklede vi forskellige steder, dels fra kysten af en lille ubeboet ø, dels fra båden over et stort rev. Helt utroligt at man kunne se mange meter ned gennem det klare vand. Det ligner en drøm, men sådan ser det ud!		Chachaguate Til sidst lagde vi til på en lille Garífuna-ø, som var 50 m bred og 200 m lang med sandstrand og turkisblåt vand. Efter endnu en snorkletur, fik vi serveret pragtfuld nyfanget fisk og gallo pinto - ris med bønner og kokosmælk. Den halve landsby hjælper til med at få en båd i vandet Madding, en simpel krog, en line og et stykke træ til at rulle snøren op på - og et nøje kendskab til havet og revene - det var hvad der skulle til for at fange denne krabat af en barracuda.

Vores nye bolig 5. oktober 2005 - Lise
El Sauce, 1. etape Med et par dages forsinkelse flyttede vi ind i vores nye hus den 4. oktober. Vi glæder os til at få en hængekøje op på patioen Det krævede alle Sørens forhandlingsevner og vores begges sociale kompetencer at få prisen ned på markedsniveau. Huset har stået tomt og været forsømt, så ejeren og hans mor har knoklet i dagevis for at få det klar til os. Man kommer direkte ind i stuen Flere af møblerne kommer fra den møbelfabrik, som ejeren har drevet, og som han nu er ved at sælge. Fx dette imponerende skab, såkaldt "entertainment center" beregnet til tv, video mm.		Fire værelser Det er ideelt med fire værelser og to badeværelser. Det ene værelse bruger vi som kontor. Vores soveværelse med separat badeværelse De fleste rum har to vinduer, så der er godt træk gennem huset. Smagfuldt indrettet Fruen har gjort sig stor umage for at indrette med pæne ting og afstemte farver. Og en stil som er mere vores, end hvad man ellers ser. Det blå gæsteværelse Simple living Vi var helt enige om, at vi kun skulle skaffe os det allermest nødvendige. Men der er alligevel forbløffende mange ting, vi synes, vi har brug for til husholdningen. Alene udstyr til rengøring og madlavning krævede mange indkøbsture Spisekrogen er en del af stuen

Cayos Cochinos 1. oktober 2005 - Lise og Søren
En Robinson Crusoe-ø Knap en times sejlads uden for La Ceiba ligger en lille gruppe øer, Cayos Cochinos. Øerne er idylliske som i enhver drengeroman, nogle så små som i vittighedstegninger med en strandet sømand under en enkelt palme. Mange af øerne er privatejede, og hele området er naturreservat. Samtidig er det et godt sted at dykke og snorkle. Vi sejlede derud med Wilfried, en tysker som driver en dykkerskole i La Ceiba. Han lagde til ved en lille Garífuna-landsby, hvor vi tilbragte nogle timer. Det var en stor oplevelse at snorkle, for koralrevet lå ca 25 m fra kysten, og vi så mange forskellige koraller og flotte fisk. Vandet er klart og varmt. Dernæst gik vi en tur i landsbyen. Her åndede fuldstændig ro, og en harmonisk og organisk skønhed. Mændene sad i skyggen og spillede domino, kvinderne sludrede, én lavede mad, og en pige flettede sin søsters hår i de karakteristiske små fletninger. Husene er lerklinede, og tagene er manaca-grene Folk lever af at fiske, og der gror bananer, mangoer, kokos og papaya mellem husene. Det virker rent idyllisk, men folk er fattige, og fiskeriet er blevet ringere. Deres håb er, at landsbyen kan leve af turisme. Allerede nu er det muligt at købe et måltid mad. Vi fik fisk på garífuna-vis		Slangen i paradiset Kromutter fik straks sin søn til at guide os, da vi spurgte efter en sti ind i junglen bag byen. Pigerne (Lise og Rikke) faldt fra, da stiens realiteter udfoldede sig. Drengene (Søren, Jakob og Rasmus) hang i og fik en sveddryppende og fantastisk tur højt op gennem skoven. Drengen var 13 år og havde naturlig sans for at være guide. Han udpegede særlige træer, krabber i snegleskaller og en fiks, "hurtig" genvej ned ad bjerget. På et tidspunkt pegede han ivrigt ud i luften, men vi så absolut intet af interesse. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det Først på nært hold så vi, at det var en Boa constrictor.

Ældre artikler om Siden Sidst