Søren og Lise i Honduras 2005-2006

Vores sølvbryllup

Skovhytten 14-15. oktober 2005 - Lise
Da vi nu måtte undvære at fejre dagen med familie og venner, planlagde vi et fire-dages program. Fredag aften (den 14. oktober) skulle Søren holde et møde i en af projektets landsbyer, Las Mangas, som ligger oppe i Cangrejal-dalen. Her findes et pensionat med små hytter, Cabañas del Aventura de Bosque (Skoveventyr-hytter), som man kan overnatte i – så det gjorde vi. Søren havde fortalt Alexis, at det var vores sølvbryllup, så han gjorde sig særlig umage. Fx havde han pyntet med blomster i hytten, og efter aftensmaden i restauranten kom en nabo for at spille og synge for os! Meget romantisk. Kollega Jesús synger, mens José Magdaleno akkompagnerer Som godnatdrik fik vi et glas med nypresset juice af passionsfrugt – himmelsk. Vi faldt i søvn til regnskovens lyde – blandt andet en koncert af frøer. Hytterne ligger højt, så man har flot udsigt Næste dag viste Alexis os rundt i byen, og vi hilste fx på Fernando, der har et lille pulperia – dvs en købmandsbutik – og Ernesto, som er en af de to skolelærere for byens 65 elever.		Vi fortsætte gennem skoven til den plantage, som Alexis forvalter. Stokken er midterribben af et stort palmeblad Alexis forklarede om træerne, og til sidst kom vi ud til plantagen, hvor der var en overdådighed af både kærlighedsfrugter og passionsfrugter – hvad kan man forlange mere! Passionsfrugter gror på en lian, så man planter nogle andre træer, som kan bære lianen. Kærlighedsfrugter eller Liche Vi tog ned med bussen om eftermiddagen, for samme aften (lørdag den 15. oktober) var vi inviteret til fest hos André og Trine i anledning af Trines fødselsdag og at de var blevet gift, mens de var på ferie i Danmark. Her traf vi kredsen af ngo-folk, især mange fransk-canadiere. Der er mange lighedspunkter mellem de forskellige projekter. Nogle drejer sig om turisme og uddannelse af guider, andre om skovdrift, sanitet eller kommunesamarbejde – alle sammen henvendt til de små landsbysamfund.

Ved verdens ende 16-17. oktober 2005 - Lise
Søndag den 16. oktober skulle vi besøge Marcio’s gård helt ude, hvor Zacate-floden løber ud i det Caribiske hav. Vi blev hentet af Marcio ved landevejen i El Pino, og så kørte vi i 20 minutter ud mod kysten ad en vej, der blev stadigt mindre. Til sidst nåede vi floden – og her lå en kano, som skulle tage os det sidste stykke. Og så begyndte eventyret. Vi gled lydløst af sted - Marcio har nemlig en elektrisk motor drevet af et bil-batteri - eller også padlede han. Begge flodbredder var tæt tilvoksede, og vi lyttede efter fugle og dyr i krattet. Det begyndte at regne og blive mørkt. Efter ca 20 minutter forlod vi floden og sejlede ind gennem et hul i krattet til en mindre sidekanal, hvor træerne lukkede sig over vores hoveder. Nu silede regnen ned, og pludselig kom vi til en lysning, hvor gården Finca el Cayo lå. Nogle drivvåde drenge løb rundt og spillede fodbold, og i et åbent køkken stod en gammel mand og rodede ved et ildsted. Der var også en bygning på stolper med fire værelser – vi skulle sove i det ene. Her under taget af palmeblade foregik alt I mørkningen sejlede vi endnu en tur gennem en smal kanal. Flagermusene fløj om ørerne på os, og pludselig kunne vi høre et dyr oppe i træerne – det var en næsebjørn, der flygtede. Da vi kom tilbage, havde Ramón, Marcios far, tilberedt mad til os. Nybagte tortillaer, avocado, hjemmelavet frisk ost og bønner – dertil frisk grapefrugtjuice. Serveringen var lidt tilfældig, men det smagte herligt. Tortilla på ildstedet Senere på aftenen skulle Marcio og de to skoledrenge hjem, og vi tog med på turen frem og tilbage i mørket. Det var fascinerende – kun lyden af åren i vandet og så nattelydene og glimt af ildfluer.		Dagsregn Det regnede da vi kom, det regnede hele aftenen, en del af natten, og også næste dag. Drengene var våde hele tiden, for regntøj bruger de ikke. Marlon hentede køerne og malkede de fire, som er malkekvæg. Mælken blev bare stillet til side i en lidt uhumsk plastikspand. Ramón viste os et pulver – en slags enzym, vist nok – som han bruger, når han laver friskost. Marlon sejlede os en tur ud ad floden til der, hvor den løber ud i havet. Den megen regn gjorde flodvandet helt mudret – på grund af udvaskningen højere oppe i landet. Derfor kunne man tydeligt se, hvor flodvandet mødte havvandet, og en svag rest af brændingen slog et stykke ind i floden. Her kommer en sidekanal ud i floden - de mørke områder er vandet fra sidekanalen Vi gik en tur langs stranden, som godt kunne ligne en strandbred i Danmark, lige indtil man mærkede varmen slå op fra havet – så varmt er havvandet - eller til man fik øje på pelikanerne. Pelikaner i palmerne langs kysten Tilbage til champaen – det åbne køkken – hvor Ramón nu gik i gang med at tilberede frokosten: Fisk i kokosmælk med ris. Det smagte herligt, selv om Ramón beklagede, at der ikke var en kvinde til at lave mad – og måske især til at holde orden og rydde op. Ramón, 72 år, forklarede om dyrelivet i deltaet Endnu nogle timer i regnvejr. Mens jeg lå i hængekøjen, vraltede ænderne ind under og snadrede i vandpytten, som blev stadigt større. Ved 4-tiden blev vi sejlet tilbage til vejen, hvor Marcio ventede med bilen.

Fra spejderliv til luksus 17-18. oktober 2005 - Lise
Vi tog direkte hen til Pico Bonito Lodge og blev modtaget med en velkomstdrink serveret i baren med udsigt til parken. Kontrasten var enorm. Efter et bad og omklædning indtog vi nu som et pænt, midaldrende sølvbrudepar en luksuriøs middag i de fornemme omgivelser. Næste dag – selve bryllupsdagen (18. oktober) – regnede det stadig. Vi stod tidligt op for at se fugle, men på grund af regnen så vi kun en eneste lille kolibri. Det var fascinerende at stå oppe i et fugletårn og se ned på de tætte trækroner overgroede med lianer og snylteplanter.		Regnskov Senere gik vi en tur ind i regnskoven med en guide. Efterhånden klarede det lidt op, og vi kunne se ud over landskabet med ananasmarker ned til kysten. Pico Bonito Lodge har 21 hytter diskret placeret i parken Efter en lækker frokost tog vi hjem til La Ceiba. Om eftermiddagen dukkede vores danske kolleger pludselig op med champagne og nybagt kage! En dejlig overraskelse. Orkan i området Senere fik vi at vide, at der havde været orkan-varsel i området, og det er stadig (onsdag aften) uvist, om Wilma passerer nordkysten. I dag da vi kørte tilbage fra et møde oppe i Cangrejal-dalen, blæste det op, og store grene var faldet ned på vejen. Det har regnet næsten konstant siden fredag nat – alt sammen udslag af orkanen.