Siden sidst - sept
Home


Ridning i La Union
25. september 2005 - Lise
 
 
Eksempel på en "micro-empresa"
Clinton Dolmo er landmand i landsbyen La Union. Han har kvæg og heste, og han vil gerne tilbyde rideture til turister, som kommer til byen. Derfor inviterede han os ud til sig, for at vi kunne prøve en tur og diskutere med ham, hvordan han skal gribe det an. Vi glædede os til en ridetur rundt i det smukke område, og fik to af de andre danskere med.


Sådan ser en bondegård ud

Clinton mødte os ved stationen og viste os hen til ”gården”, el rancho, som mest ligner et almindeligt hus med en stald bagved. Vi blev inviteret indenfor hos familien, mens Clinton hentede hesten – for der var kun én hest ledig.

I fuld galop
Søren indvilligede i at være den første til at ride. Hesten var ret livlig, og snart galopperede Søren op og ned ad vejen. Den var ikke helt let at styre, kunne jeg se. Også Rasmus prøvede en tur – dog uden galop og med stramme tøjler. Jakob og jeg takkede nej, til familiens store morskab. Samtidig red Clintons nevø kækt rundt på en anden hest – uden saddel etc.


  Det hele varede vel 30 minutter og foregik på vejen lige uden for gården. Det er nok ikke helt, hvad en rejsevant rygsækturist forventer.

Typisk mad

Vi var inviteret til at spise frokost hos familien Dolmo. Hans mor havde lavet en typisk ret: Albondigas de banana con coco y pescado (culilas). Det bestod af en slags ”bolle” lavet af revet banan, som var kogt i en sovs baseret på kokosmælk med krydderier. Dertil en stegt fisk (culilas). Det var meget velsmagende – og bananbollen mættede godt.

Evaluering

Formålet med vores besøg var at hjælpe Clinton med at forstå, hvad turister forventer og ønsker. Vi mente fx, at det ville være en god idé med flere heste, så man kunne ride sammen i en gruppe, at han red forrest, og at der var rolige heste til nybegyndere. I fællesskab foreslog vi tre forskellige ture: en rundt i landsbyen, en ud til der hvor kvæget græsser, og en ind igennem naturreservatet Cuero y Salado.


Clinton er Garífuna

Det bliver spændende, om Clinton faktisk vil organisere denne turistservice, og om han får besøg af nogle turister.

Som led i vores projekt skal Søren blandt andet hjælpe med at udfærdige forretningsplaner for små virksomheder som denne, og jeg skal hjælpe med at informere turister om mulighederne.


Nyt hus
23. september 2005 -Lise
 
 
Hus med have
Nu har vi fundet et sted at bo fra 1. oktober. Det er et charmerende, lidt ældre hus med patio og have. Der er tre soveværelser - så der er plads til gæster.

Det ligger ikke så langt fra centrum i en bydel, som hedder El Sauce. En ældre bebyggelse med pæne små huse. Det er svært at finde noget, der er møbleret, men vi var heldige.
 

Nyistandsat
Huset har ikke været brugt i en periode, og det er i dårlig stand, men ejeren er i fuld gang med at sætte det i stand, reparere vinduer, elektricitet, male væggene mm. Han har også fået bygget en mur rundt om hele haven - for sikkerhed.

Ejeren er en meget sympatisk mand. Første gang vi så på huset, inviterede han os bagefter hjem til sig, og vi sad og snakkede med ham i over en time. Han er ingeniør, og er for nylig flyttet tilbage til La Ceiba.





Jordskælv
23. september 2005 - Lise
 
 
Jorden rystede
Fredag morgen oplevede Honduras og Belize et mindre jordskælv. Så vidt jeg ved, skete der ingen skader.

Jeg var midt i en spansktime, da jeg pludselig syntes, at min stol rystede. Jeg kiggede for at se, om der var én bag mig, som skubbede til den - men nej, der var ingen. Øjeblikket efter syntes jeg igen, at stolen rystede, og jeg kiggede på vinduet og så, at det også rystede.

Temblor
Jeg nåede ikke at forstå hvorfor, før min spansklærer sagde "Temblor!" og hurtigt gennede mig med ud i haven.
  Her stod vi så allesammen et par minutter for at være sikre på, at det var overstået.

Alt i alt varede rystelserne vel et halvt minut.

Søren mærkede ikke noget, for han gik, da det skete.

En snert af Rita
Honduras blev skånet for de to orkaner, som hærgede i USA. Men under orkanen Rita havde vi dårligt vejr med kraftige regnskyl, og man mener, det er følger af orkanen.



Uafhængighedsdag
15. september 2005 - Lise
 
 
15. September
Den 15. september er nationaldag ikke bare i Honduras, men også i Nicaragua, Costa Rica, El Salvador og Guatemala. Her fejrer man uafhængigheden fra Spanien i 1821. På det tidspunkt udgjorde de fem mellemamerikanske lande en union, som dog blev opløst efter et par år.


Señorita Honduras

Skolebørnene marcherer
Allerede flere dage før den 15. september hører man musik i de centrale gader. Det er skolebørn som øver sig i at marchere og spille marchmusik.



Og så går det løs: tre dage før er det de helt små børn fra børnehaveklasserne, derefter er det de små klasser, så næste dag er det børn fra 5-8. klasse, og endelig på selve uafhængighedsdagen marcherer eleverne fra colegios, som svarer til ungdomsuddannelserne.





  De bærer alle skoleuniformer, og det er overraskende for en dansker at se børn marchere af sted i rad og række i timevis i bagende sol.


Skoleorkestrene er ret gode til at spille.

Slogans og amerikanisering

Forrest foran hver skolegruppe bæres skilte, som ofte har en slags slogan for skolen. Her er der mange formuleringer om, at uddannelse er godt, og også overraskende mange som drejer sig om at beskytte miljøet.


"Miljøændringer påvirker klimaet"

Indflydelsen fra USA er tydelig. Især de små skolepiger optræder som cheerleaders med bombom’er, og mange skoler har udvalgt en skønhedsdronning, som går forrest som uafhængighedsdronningen.



Den indianske fortid er derimod meget symbolsk repræsenteret – en enkelt elev udklædt i bedste ”cowboy og indianer-stil” evt med en lille fjer.




Tur til Sambo Creek
Lørdag 10.9., Søren

 
Med taxachaufføren Rey som guide
Vi fik en del for pengene i Reys taxa på en halvdagsudflugt til kystområdet lige øst for La Ceiba. Vi lod ham styre slaget. Vi var i øvrigt helt på bølgelængde, idet han havde kaldt sin næstældste søn for Henrik Larsen efter den danske fodboldspiller, der ved EM i Gøteborg 1992 scorede to mål mod Tyskland. Hans yngste søn hedder Jürgen efter den tyske fodboldspiller Jürgen Klinsmann.
Vi var Lise, Søren og Rasmus Sømod, en ung turismestuderende fra Aalborg, som rådgiver projektet mht. guideuddannelser.

En rig bedstefar under mangotræet
Reys hustrus pap-bedstefar boede tæt på kysten. Ham besøgte vi, fordi Søren som sædvanlig var på jagt efter mangoer og kokosnødder.


Mangotræet er lige så gammelt som manden, 76 år

Det viste sig, at den gamle mand er ganske velhavende, idet han har arvet masser af jord i området. Han er født her og vil også dø her. Han fortalte om forløbet med Standard Fruits indtrængen og senere forsvinden fra området.


Selv om han godt kunne få råd til et moderne hus bygget af cement, foretrækker han de smukke, traditionelle huse af træ - og han forklarede, at de havde modstået både Fifi og Mitch. Han klarer sig også uden elektricitet og indlagt vand. Til gengæld har han det Caribiske hav 50 meter fra huset.

  Kokosnødder
Han kendte hvert et kokostræ på det store område. Hvilken sort det var, hvor gammelt, om der var passende drikkenødder på det i øjeblikket osv. Han var helt stolt af, at han stadig kunne kappe hovedet af en kokosnød med machete, så vi alle kunne få et passende hul at drikke af. Selv drak han kokosvand før morgenmaden for at sikre nyrernes sundhed.


Sådan en liter kokosvand styrker rigtigt godt i varmen.

Garífuna-landsbyer
På kysten ligger små fiskerbyer, som bebos af Garífunas. I Sambo Creek spiste vi frokost ud fra et menukort med et ret stort udvalg. Bagefter badede vi i Det caribiske Hav, idet vi håbede, at kloakudledninger lå langt væk.


Garífunas sender fisk med bus til markedet




Stiarbejde ved Zacate
Fredag 9.9. Søren

 
Turisterne skal kunne komme ind
Jeg tog med til udbygning af en skovsti ved Zacate i den nordlige side af Pico Bonito i forbindelse med, at et arbejdssjak alligevel skulle køres derud.


Arbejdere og praktikstuderende på vej med hakker og macheter

Primær og sekundær skov

På dette sted vest for La Ceiba er der tale om "sekundær" skov, dvs. ung skov som er vokset frem de sidste 15 år siden Standard Fruit overlod området til nationalparken. Inden da havde de fældet samtlige store træer og alle ædeltræer inden for en times gangafstand eller mere. Uberørt urskov kaldes "primær skov".

Skoven her og dens stier minder egentlig meget om de tættere del af Kullens nordside. Smuk, men ikke rigtig vild. Så arbejdet består ikke i at fælde store træer, men i at sikre stien på det ret stejle terræn mod at de skylles bort i regnvejr.


Drenge og piger hakker i fællesskab i den røde jord
  Infrastrukturen i Pico Bonito
Vores projekt skal bidrage til udbygning af sti-nettet, så turisterne kan spadsere ind og kigge på træer, fugle, insekter og krybdyr.
Desuden skal gæster kunne komme til at bade i flodens naturlige og lækre små badebassiner. Der skal også være skilte, parkeringspladser, toiletter, skraldespande og bomme til opkrævning af entré.


Toiletter er dog aflåst, for at kummerne ikke skal blive stjålet

Ufrivillig, men fortrolig pause i arbejdet
Mens de unge arbejdere gik i gang med arbejdet, fortsatte Aída og jeg ca 200 m længere ind til et udsigtspunkt og et smukt vandbassin.
Da vi kom tilbage, var koordinatoren kørt med bilen, selv om aftalen vist nok var, at vi skulle have været med. Heldigvis rakte min mobiltelefon til kontoret, som dog kun kunne meddele, at koordinatoren først ville komme tilbage "senere".

I ventetiden indtil vores kolleger kom og hentede os, talte vi engelsk, da den 24-årige Aída gerne vil træne det. På en sjov måde løsnede det hende op, så hun helt tillidsfuldt fortalte om sin familie og kærester samt om kollegerne på kontoret og deres indbyrdes forhold.
Heldigvis havde hun en mango med, som vi spiste, mens vi ventede.


Søren vasker mangosaft af fingrene


Besøg i Cuero y Salado
Fredag 2.9. Lise
 
 
Første udflugt med Rehdes
Allerede den anden dag vi mødte på arbejde, kom vi med ud til det ene af de to naturreservater, vi skal arbejde med. Vores nye kolleger i NGO'en Rehdes skulle holde møde i en af de landsbyer, som indgår i projketet. Søren og jeg deltog ikke i mødet, men fik mulighed for at lege turister.

Guide i lancha (motorbåd)
En af de lokale guider sejlede os rundt på kanalerne i dette vådområde, som er et vigtigt og specielt økosystem. Her findes mangroveskov og sjældne dyr, planter og insekter.
Vores guide var skrap til at finde, hvor dyrene holder til.


Hvide hejrer flygter for os


Motoren satte ud, og vi måtte padle hjem.
  Mangrove
Mangrove vokser i områder, hvor ferskvand og saltholdigt vand blandes, og i rødderne lever derfor mange planter og dyr, som netop kræver disse forhold, og som igen er næring for sjældne dyr som fx krokodille og søko.


Luftrødderne beskytter smådyr

Aber og junglelyde

De smukkeste sommerfulge - på størrelse med spurve - flaksede hen over vandet, mens vi sad spændte og for at få øje på nogle rigtige jungledyr... og pludselig var der bevægelse i trækronerne: tre aber svingede sig fra gren til gren.


Brøleabe - med en unge under maven


Vores nye hjem
Tirsdag 30.8. Lise
 
 
Rejsen til La Ceiba
Rejsen fra København den 28.8. gik uden problemer via London til Miami, hvor vi overnattede. Her var alle tv-kanaler fokuseret på orkanen Katrina, som på det tidspunkt var på vej til New Orleans.
Næste dag fløj vi fra Miami til San Pedro Sula i Honduras, og derfra med et lille propelfly til La Ceiba.

Vores nye boligområde
Vi er nu godt installeret i det hus, hvor vi skal bo den første måned.
Det ligger i et nybygget område med syv andre huse, og det overvåges af en vagt døgnet rundt.
Det er i gåafstand fra centrum af La Ceiba, og masser af mennesker går eller cykler på gaderne.
Der ligger også små butikker, som sælger drikkevarer mm.

Det store ceibatræ
Det store, flotte træ ved siden af huset er et ceibatræ, altså den træsort som har navngivet byen. Ifølge legenden voksede der et ceibatræ ved en af de allerførste bebyggelser her på kysten. Man omtalte derfor stedet efter træet, og efterhånden er byen vokset til at blive den tredjestørste i Honduras.

Ceiba-træet ved vores hus
  Huset
Huset er nyt, og bagved til højre er der en lille, ugenert have.
I stueetagen er der et kontor, en stue og et spisekøkken - plus kattens badeværelse. På 1. sal er der tre rum og vores to badeværelser.


Andrés og Trines hus, som vi låner

Der er moskitonet og gitter for alle vinduer, og gulvene er med kakler - dejligt køligt.
Det er stor luksus: alt fungerer, computer, internet og vaskemaskine, og indtil lynet slog ned i fjernsynet, var der også adgang til over 90 tv-kanaler - de fleste fra USA. Vi "låner" endda også rengøringshjælpen Yolanie.
Huset tilhører Nepenthes' koordinator i Mellemamerika, som i øjeblikket er på ferie i Danmark.

Katten Bibi
Vi passer ikke bare huset, men også katten Bibi. Vi har aldrig før boet sammen med en kat, men vi er ved at lære at tyde dens signaler og hygger os godt med den.

Bibi Bibi Bibi
Bibi fanger firben og kakerlakker, som slipper ind