Stumper og stykker (2)
Home



Spansk er ikke bare spansk
7. januar 2006 - Søren
 
 
Dialekter
Der er virkelig mange dialekter på mellemamerikansk spansk.
Nogle mennesker taler som centralspaniere i Europa, dog uden læspede c'er. Dette oplevede vi især i Guatemala, hvor det var rent paradisisk, at man uden besvær kunne forstå de fleste guiders forklaringer.
Andre taler rablende hurtigt, som fx Ana på vores arbejdsplads. Det kommer væltende fra hendes mund i en uafbrudt strøm som fra et kildvæld eller en havesanger, uden pauser og uden variation.
Kenya, vores nærmeste kollega i Rehdes, taler mere bevidst til os, dvs langsommere og med tydeligere udtale. Det er en stor hjælp. Hendes bevidsthed skyldes nok almindelig sprogbevidsthed og det faktum, at hun selv er ved at lære engelsk.

Uskolet spansk
Da folk stort set kun lærer spansk, og mange kun har begrænset skolegang, er der mange, som ikke spekulerer over stavning, grammatik eller syntaks. Vores spanskkyndige læsere kan more sig med dette opslag på en garagedør i Nicaragua: "Himbitamo a todo ...". Egentlig "Invitamos a todos...", men h er stumt, b og v udtales ens, n farves til et m foran b ligesom i det danske ord hindbær, og finalt s er stumt i latinamerika.
Ude i landsbyerne møder man lidt af hvert. Mange taler, hvad jeg vil kalde ravjysk. Stort set uforståeligt.
Andre taler et spansk, hvor man må antage, at de simpelt hen har en talefejl, ganespalte eller på anden måde en snøvlefejl. Endelig er spansk reelt et fremmedsprog for folk, som taler indiansk i familien.
  Spiser ordene
Jeg har nået til en dybere indsigt i, hvordan fransk opstod historisk ud fra galliske bondeknoldes maltraktering af de udstationerede soldaters latin.
Når folk her skal sige "Tengo hambre", bliver det let til "Ten' 'am' " med en let nasalering. Når de skal sige "Bien" bliver det næsten altid til "Bieng". "Normalmente" bliver til "Normalmen' " let nasaleret. Osv.

Specielle ord og slang
Vores kolleger Jesús og Roger er nogle herlige gutter. De har universitetsuddannelse, men kan stort set kun spansk. Når de lige glemmer, at vi er der, kommer deres San Pedro Sula drengeslang op i dem. Det er lidt som ungdomssproget i Danmark: Alle ord snuppes af, overflødige ord udelades, og kedelige ord erstattes af tvetydige, indforståede og mere spændende ord.

Lakmusprøven
Når man kan ringe til en taxachauffør og bestille afhentning og pris, så nærmer man sig et brugbart stadium af spansk. Dér er vi så småt.
Det sværeste er møder i et lille, klummert betonrum, med åben adgang til sekretærerne og receptionen, airconditioningen på fuld ublæsning, og støj fra forbikørende biler ude på gaden. Når de så også i farten glemmer os langsomme gringoer og taler indforstået og hurtigt til hinanden - så kniber det. Det er den ultimative prøve.



¿Habla español?
7. januar 2006 - Lise
 
 
Med mit spanske går det så som så. Jeg gik til undervisning den første måned, men derefter har jeg ikke haft tid til at øve mig – andet end i praksis, selvfølgelig. Det vil sige især på arbejdet og med kollegerne. Søren og jeg taler dansk sammen, selv om vi burde øve os på spansk.

Keep it simple
Jeg har reduceret mit sprog til de letteste verbaltider, nemlig præsens/nutid, fremtid ved hjælp af verbet ”ir” (ligesom fransk future proche) og datid i kort tillægsform (perfektum participium) med hjælpeverbet ”haber”. På den måde behøver jeg nemlig kun at bøje nogle få verber, resten skal ikke bøjes. Det kan man komme langt med, og det rækker til det, jeg skal udtrykke.
Jeg er så småt begyndt at anvende præteritum, men de finere detaljer med konjunktiv etc må jeg have til gode.

Søren mestrer stadig sproget langt bedre end jeg, men når jeg sommetider spørger, hvad der er blevet sagt, sker det tit, at han svarer: ”Det ved jeg ikke”.
Til gengæld er vi blevet ret gode til at gætte os til, hvad folk siger, baseret på de 30-40% som vi forstår. 		  Det går lettere med at læse - især projektdokumenter, som anvender et begrænset ordforråd. Skønlitteratur og aviser er straks sværere.


Da jeg sluttede mit kursus i september, skulle jeg traditionen tro holde en tale på spansk for alle skolens elever og lærere, og derefter fik jeg overrakt et bevis af min spansklærer Leslie.



Afrikansk palme
22. december 2005 - Lise
 
  
På vejen mellem La Ceiba og Trujillo kører man kilometer efter kilometer gennem plantager, nogle med appelsiner, andre med bananer, men de fleste med Palma Africana. Det er fra den palme, man får meget af den olie, som bruges i sæbe, shampoo og cremer.



Og gæt, hvem der ejer plantagerne … Standard Fruit igen, igen.
Af samme grund anlagde de havnen Puerto Castilla, og for at have folk til at betjene havnen anlagde de også en landsby, Castilla, ved siden af. De oprindelige huse af træ står endnu, selv om mange familier har fået bygget et hus af beton. 		 


På vejen så vi mænd køre på cykel med lange rør med et segl i den ene ende – det må være deres værktøj til at skære frugterne ned med. Frugtklaserne ligner kæmpe pindsvin.



Appelsiner
 21. december 2005 - Lise
 
 


Sådan spiser man appelsiner: appelsinen skrælles, skæres midt over, drysses med en krydderiblanding med salt, og så sutter man saften ud.


Nogle har en maskine til at skrælle appelsinen.
Det koster 30 øre for en appelsin.

 
Denne mand lever af at sælge appelsiner for 1 Lps (30 øre) stykket. Jeg er blevet gode venner med ham, fordi han altid synger eller fløjter.


Der er mange appelsinplantager, og man ser lastbiler med ladet fuld af appelsiner på vej til Guatemala, hvor de bliver lavet til juice.



Vagter
21. december 2005 - Lise
 
  
De er overalt. Især foran bankerne. Men også i butikkerne - selv en lille tøjbutik har en vagt. Og en af de cafeteriaer, hvor vi sommetider spiser frokost, har en vagtmand stående ved døren.

Nogle af vagterne ser ud som om, de kun er højst 16 år, og alligevel står de med fuldvoksne maskingeværer. Så man håber virkelig ikke, at der sker noget, som kunne forskrække dem.

Mistillid koster
Foruden vagter i butikkerne, er der som regel også ansat en særlig kassedame – selv i en ret lille butik. Det vil sige, at man først bliver betjent af én person, som skriver en slags faktura.
   Fakturaen afleveres så ved kassen, hvor man også betaler, mens en tredje person pakker varen ind – som regel overvåget af en fjerde person, som ikke ser ud til at lave noget.

Jeg spurgte selvfølgelig om lov, før jeg fotograferede disse herrer.




Religion
 21. december 2005 - Lise
 
 
Religion
En aften undrede vi os over, at vi kunne høre en stemme råbe fra en højtaler. Det blev ved i lang tid – over en time. Vi tænkte at det måske var et politisk møde, da det var op til præsidentvalget. Til sidst gik vi efter lyden. Undervejs spurgte vi os for, og en mand svarede: ”Det er de kristne”.
Og ganske rigtigt: vi kom til en kæmpestor hal – eller rettere et tag – med stolerækker og masser af mennesker. På en scene stod en prædikant – det var hendes stemme, der havde lydt helt over til vores hus.

Det gentager sig hver søndag aften. Folk kommer langvejs fra for at være med, og udenfor venter busser på at køre dem hjem igen.


Kirkerne er ofte flotte bygninger, omgivet af fattige huse
  Evangelicos
Katolicismen er nok stadig den mest udbredte religion her i Honduras, men den har stærk konkurrence fra forskellige mere eller mindre protestantiske retninger, her kaldet ”evangelicos”. De omfatter bl.a. mormoner, baptister, adventister, 7. dages hellige og Jehovas Vidner. Mange bruger ordene ”kristne” eller ”protestante” eller ”evangelicos” om fundamentalistiske kristne, så vi plejer at sige, at man i Danmark er Lutheranere.

Middelalderligt
Nogle af disse menigheder er ret strenge, forbyder f.eks. alkohol, rygning og dans. Det er også almindeligt, at man betaler ret store beløb til kirken.

Vi kender en ung kvinde, som netop tilhører et af disse kirkesamfund, hvor hun har været meget aktiv i ungdomsarbejdet. Nu er hun ”kommet i uføre”, dvs blevet gravid uden for ægteskab, og det har givet store problemer. I en periode måtte hun slet ikke komme i kirken, og nu må hun vist kun komme ind, hvis hun sætter sig diskret nederst i kirken.



Honduras-vitser
6. december 2005 - Lise
 
  
National selvforståelse
Vi har lært nogle lokale jokes af vores kolleger:

En mand ville undersøge, hvordan der var i helvede, og han fandt ud af, at ligesom verden, var helvede opdelt i lande.

Først kom han til det amerikanske helvede. Her var der en djævel, som piskede og gav elektriske stød.
Så kom han til det mexikanske helvede. Her var der også en djævel, som piskede og gav elektriske stød.

Da han derefter kom til det honduranske helvede, så han, at der var en lang kø udenfor. Han spurgte hvorfor og fik at vide, at det var fordi, djævlen aldrig kom, og hvis han kom, virkede elektriciteten alligevel ikke.
  

Mere helvede
Saddam, Bush og Madura (den just afgåede honduranske præsident) var alle tre kommet i helvede.

Saddam bad om lov til at ringe hjem for at høre, hvordan det stod til i hans land. Det fik han lov til, og han talte bare i et halvt minut. Det kostede ham 3 mio $.
Så ville Bush også ringe hjem. Han snakkede i 1 minut, og det kostede ham 5 mio $.
Derefter ville Madura naturligvis også ringe hjem til Honduras. Han snakkede i lang tid, flere timer, men prisen var kun 50 centavos (15 øre).
De to andre ville vide, hvorfor det var så billigt for ham.
- Jo, forklarede djævlen, Honduras er ligesom helvede, så derfor får han det til lokaltakst.




Regntid
13. november 2005 - Søren
 
 

Muggent tøj
I de to uger med regn fra nærgående orkaner fik jeg minder fra ungdommens bøger om ekspeditioner i Afrika eller Sydamerika: I dagevis kunne tøjet ikke blive tørt, og selv det tørre tøj i skabene begyndte at føles fugtigt. Lugten af mug og jordslået tøj bredte sig som i en lille grønlandsk fjeldhytte med 8 svedige bjergklatrere. Vi måtte til sidst købe noget klormiddel for at få skoene gjort brugbare til offentlige rum.

Pest eller kolera
Når vi skulle ud i landsbyerne med vores kolleger, skulle alt pakkes i plastikposer, og vi måtte tage det strategiske valg mellem 1) meget lidt tøj, sandaler og våd hele tiden, eller 2) støvler, regnjakke og svedig hele tiden.

  1. Våd
I starten var det så varmt, at løsning 1 var den bedste. Det var også praktisk, fordi vandet på indfaldsvejen til vores kvarter stod op til midt på låret.


Alexis' datter hopper i regnen

2. Regntøj
Senere blev vejret koldt, og løsning 2 blev at foretrække. Et par dage brugte jeg endda min fleecejakke, regnslag og Gortex-vandrestøvler. Det viste sig at være en god løsning, da alle kollegerne de kommende dage havde forkølelser af forskellig grad.


Gyngestolen
9. november 2005 - Lise
 
 
En dag vi kom ud på vejen foran vores hus, stod der et par mænd med en flot gyngestol - i stil med den vi har i Berggreensgade. Den var til salg, men vi forklarede, at vi ikke havde brug for sådan en. Derimod ville vi gerne have en havestol i den karakteristiske enkle stil, som man ser overalt her.

Dagen efter - tidligt om morgenen - stod der en gammel mand udenfor med en gyngehavestol, præcis som vi ønskede os. Da vi havde travlt, foreslog Søren, at vi beholdt stolen for at se den an, betalte halvdelen, og at manden så kunne komme forbi næste formiddag for at afslutte handlen.

Vi prøvede stolen. Jeg var begejstret, mens Søren synes, den var for lav, at der manglede finish, og at den burde laves med skruer i stedet for søm. Vores rengøringshjælp syntes, at prisen var for høj. 		  Næste formiddag dukkede den gamle mand op som aftalt. Søren gav udtryk for sin skepsis og foreslog en lavere pris, men manden mumlede bare noget uforståeligt, smilede og satte sig på hug. Og ventede. Søren bød ham et glas vand og gentog sit tilbud. Manden mumlede igen noget med, at træet var dyrt. Og blev siddende.
Vores udgangspunkt for forhandling var svagt, i og med at vi havde betalt en del af beløbet, og vi næppe ville kunne få de penge tilbage. Tiden gik. Til sidst tilbød Søren at gå lidt op i pris, manden smilede, mumlede, tog imod pengene og gik.



Ældre artikler om Stumper og Stykker