Stumper og stykker (1)
Home




En rengøringskones liv
29. oktober 2005 - Søren og Lise
 
Den onde stedmor
Mens Marias mor var gravid med hende, blev hendes far dræbt. Moderen var derfor ikke glad for sin nyfødte datter og ikke i stand til at tage sig af hende, og Maria blev overladt til en onkel, som allerede havde flere børn.

Maria voksede op hos onklen i Tegus, og havde kun lidt kontakt til sin rigtige familie, moderen og nogle ældre brødre og en søster. Onklen slog sig sammen med en ny kone, som imidlertid ikke var kærlig over for Maria, men slog hende i hovedet med hårde ting. Som Maria siger: "Jeg har aldrig kendt til moderkærlighed".

Da hun var 16 år, blev hun sendt til en anden del af familien i La Ceiba hos en fætter. Men uheldet fulgte hende - fætteren var narkoman og efterstræbte hende seksuelt, og hun turde ikke sove om natten. Hun sov om dagen, og holdt sig vågen i gaderne om natten.

Ung kvinde og mor
Efter en tid blev hun træt af dette liv og søgte arbejde. Hun traf også en mand, som hun slog sig sammen med. Sammen fik de fem børn, men da han ville havde en kvinde mere, brød hun med ham.

Nu lever hun som enlig mor. Hendes held var, da hun traf en amerikansk familie her i byen og begyndte at arbejde for dem. De har anbefalet hende til en række andre udenlandske familier, som hun nu gør rent hos. To huse om dagen - og et lørdag formiddag.

Børnene
Hendes ældste søn er 19 år. For nogle år siden blev han truet af nogle unge her i byen, så hun besluttede, at det var bedre, at han flyttede til Tegus. Hun håbede, at han kunne bo hos hendes søster - men efter tre måneder syntes søsteren ikke, at Maria sendte penge nok til hans underhold. Han fandt et andet sted at bo, og en præst tog sig af at støtte ham gennem uddannelsen. Han er nu uddannet som elektriker og har fundet arbejde i Tegus. Hun mener ikke, han kan komme tilbage til La Ceiba, på grund af de unge som er efter ham.


 

Familiesammenhold
Så nu overvejer hun at flytte dertil med de andre børn for at holde familien sammen. Det er meget vigtigt for hende, at hendes børn holder sammen og hjælper hinanden - det som hun har savnet i sin egen opvækst. Hun har aldrig oplevet, at hendes søskende hjalp hinanden.

Den næstældste er en datter på 16, som nu går på teknisk skole. Samtidig passer hun de små søskende, en datter på 14 og en dreng og en pige på 6 og 7, mens Maria er væk på rengøringsarbejde i dagtimerne.


Under orkaner er der forskel på folk

De bor i et boligkvarter tæt på floden. Mens det var dårligt vejr, da orkanen Wilma passerede ude i det Caribiske hav, blev de frarådet at gå ud. Selv mændene gik ikke ud eller på arbejde. De blev i stedet ved deres hjem, hvis et træ skulle falde over huset, eller et jordskred vælte det, eller en oversvømmelse true børnene.

I tre dage manglede de derfor drikkevand og mad. Børnene græd af tørst og sult. De vædede læberne i den smule vand, de havde. Maria havde heldigvis købt en vandmelon, inden det blev uvejr.

I vores hus i et pænt villakvarter i byen mærkede vi ikke andet end kraftig regn. Vi kunne gå på arbejde, på indkøb osv. Selv om strøm og vand dog svigtede ind i mellem.

Byen var ellers i "Red alert", dvs alle officielle møder med mere end tre personer var forbudte, skolerne lukkede mm. Frygt og reel risiko sætter mange ting på den anden ende, alt i mens vi bedrestillede knap opdager problemerne. Ak ja, sådan er meget så uretfærdigt.




Expats
29. oktober 2005 - Lise
 
 
Udlændinge
Som udlænding træffer man let andre udlændinge, her kaldet expatriates eller expatriados. Det er nogle sjove skæbner, vi har mødt her i La Ceiba.

Fx en høj, kraftig amerikaner, veteran, der har kæmpet både i Korea-krigen og Vietnam. Han var i flyvevåbnet. Han syntes ikke, at Vietnam-krigen var så forfærdelig. "Man fløj ud og bombede om dagen, og om aftenen spillede man kort". Nu bor han her i Honduras sammen med en meget yngre honduransk kvinde. Han vurderer professionelt, at hun er det bedste, der er sket i hans liv, og hun ser også ud til at forholde sig professionelt og tilfreds til forholdet.

Eller en anden amerikaner, som driver et asyl for gadebørn støttet af en kirkelig organisation. Han har unge mennesker - også udlændinge - som frivillig arbejdskraft. Han gav os sit visitkort og fortalte, at vi til enhver tid kunne henvende os til ham, hvis vi havde problemer, især fordi han kendte alle de ledende folk i politiet - just in case.

Eller en tidligere sømand i handelsflåden fra Cayman Islands. Han har boet i Honduras i 24 år - på turistvisum. Hver 6. eller 24. måned må han forlade Honduras for at forny sit visum. Han bor her, fordi her er billigt at leve, så hans pension rækker længere.

En anden dag traf vi en ca 30-årig honduransk fyr på en restaurant, som talte engelsk og beredvilligt hjalp os med at bestille maden. Vi faldt i snak, og det viste sig, at han havde en militæruddannelse fra USA. Nu arbejdede han med at træne folk til at være sikkerhedsfolk i Iraq. Selv lignede han også en "Hamilton", og han frabad sig, at vi fotograferede ham, ligesom han ikke gav sit navn. Jeg var glad for at være ven med ham, hvis jeg en dag skulle møde ham på en mørk vej. Nogle dage efter læste vi i avisen om et hold honduranere, som skulle til Iraq for at arbejde som sikkerhedsfolk.

Da vi boede på hotel, traf vi en morgen en pensioneret amerikaner med tydelig tysk accent. Han var her for at udforske terrænet, så han kunne flytte hertil. Ideen var, at en amerikansk pension rækker til et helt godt liv hernede.
  The Expatriates
Der findes en restaurant her i byen, som hedder The Expatriates. Det er som at træde ind i en kulisse fra en Vietnam-film. Den ligger på 1. sal med palmetag og rustikke møbler. Én storskærm viser amerikansk football (NFL), en anden CNN, og man kan låne en computer med internet-adgang. Værtsparret, et honduransk-amerikansk ægtepar, tager venligt imod gæsterne, så man føler sig som medlem af en klub.

Hver torsdag aften samles NGO-folkene på Expatriates. For tiden er her mange fransk-canadiere, og de arbejder på nogle projekter, som ligner dem, Nepenthes arbejder med. Det er et godt sted at komme for at skabe netværk og holde sig orienteret om hinanden og projekterne.

Kvindenetværket
Mens mændene mødes til en øl på Expatriates, samles kvinderne til middag hos hinanden - hver bringer en ret. Her udveksles også vigtig information, blandt andet om hvor man kan købe hvad. Udvalget i butikkerne er ganske stort, men alligevel mangler der mange specialiteter. Så hvis man opdager en ny vare, ringer man rundt og fortæller, at nu kan man fx få valnødder i den og den butik. Nogle af kvinderne har også forbindelser, så de kan skaffe varer, som vi andre så bagefter kan købe af dem.
Alle kvinderne arbejder, enten frivilligt eller lønnet, i en eller anden form for projekt.

Missionærer
Mens NGO-folkene mødes på Expatriates, mødes missionærerne på Pizza Hut søndag eftermiddag. Der er mange forskellige kirkelige organisationer repræsenteret i Honduras. På sprogskolen var mange af eleverne amerikanere fra kirkelige organisationer, som udfører socialt arbejde, fx sørger for at skolebørnene får morgenmad eller arbejder med familieplanlægning.



Remesas
29. oktober 2005 - Lise
 
 
USA, the land of hope and glory
Hvert år bliver der sendt 1.300 mio $ til Honduras i Remesas, dvs beløb som emigrerede honduranere sender hjem til familien. Det hedder sig, at 8 ud af 10 honduranere har familie i USA. Nogle mener endvidere, at Remesa-systemet er med til at skabe passivitet og manglende entreprenør-ånd blandt honduranere.

For mange står USA som landet med muligheder og højere lønninger, og de betaler dyrt for at komme dertil illegalt. Der er en sang om, at honduranerne er 3 x Mojados. Mojado betyder våd, og det svarer til wet backs, altså dem der er våde på ryggen. Det var et slangudtryk for mexikanere, som svømmede over grænsefloden Rio Grande for at komme til USA. Honduranerne skal krydse tre grænser, derfor er de 3 x Mojados.

Familien Dolmo bygger for hjemsendte dollars
Vores ven Clinton Dolmo fra La Unión har to brødre i USA, og selv vil han også gerne dertil, så derfor vil han lære engelsk.

Begge brødrene er i Miami, Florida, hvor de har været over et år. De kom dertil illegalt ved hjælp af "coyotes", dvs folk som mod betaling hjælper folk over grænsen. Det koster 5.000 $ pr næse - et stort beløb i en verden, hvor en dagsløn for en landarbejder er på ca 7 $.
Derudover skal de betale 500 $ for at blive i USA.

Den ene bror arbejder på en restaurant, og han tjener godt og er glad for at være der. Den anden arbejder i byggebranchen. Arbejdet er hårdt og varmt, og han tjener mindre, så han vil gerne tilbage til Honduras og til sin kone og sønnen på 8 år.

Familien er ved at bygge to nye huse ved siden af gården - et til hver af brødrene, så de regner altså med, at de kommer tilbage.
  Leslie bliver her
Min spansklærer Leslie fortalte om sin familie, at faderen bor i New York, og mormoderen i Californien. Forældrene er skilt, og i øjeblikket søger hendes mor visum for at flytte til Californien med de yngre søskende.

Leslie selv, en ung ambitiøs universitetsstuderende, vil ikke med til USA. Hun mener, at hun trods alt har bedre chancer for at skabe sig et godt liv i Honduras, når hun har fået sin uddannelse. I USA risikerer hun at blive en del af en indvandrerunderklasse, frygter hun.

Telefonsamtaler til USA
I gadebilledet ser man mange reklamer for internet-cafeer og steder, hvor man kan ringe til udlandet. Her står altid, hvad det koster at ringe til USA - og tit sidder der en hel familie på en internet-cafe og venter på at komme til at ringe til familiemedlemmerne.

Honduranere i New Orleans' katastrofe
I forbindelse med orkanen Katrina var der her i den honduranske presse fokus på de mange honduranere i New Orleans. Rigtigt mange døde eller blev ramt af ødelæggelserne på anden måde. Det blev ikke omtalt så meget på CNN.



Frugtsæsonerne
29. oktober 2005 - Søren
 
 
Frugt Fruta (spansk) Sæson i La Ceiba Sæson i Las Mangas
Ananas Piña Hele året Vokser ikke her
Appelsin Naranja Juli Januar
Banan, mange typer Banano, platano Hele året Hele året
Citron Lemón Hele året Hele året
Kokosnød Coco Hele året Hele året
Kærlighedsfrugt Rambután (også liche) September - januar Oktober - januar
Majs Maís ? Maj - sept og januar
Mango Mango April - juni Maj - juli
Nance Nance August - september August - september
Papaya Papaya Hele året, især marts - april Hele året, især marts - april
Passionsfrugt Maracuya Hele året Hele året
Stranddrue Uva de arena Oktober? Vokser ikke her
Vandmelon Sandía Marts - april (på marked dog næsten hele året) Marts - april
Yuca Yuca Hele året Heke Året
Kilde: Alexis i Las Mangas


Ananas
20. oktober 2005 - Søren
 
 

Standard Fruit
Ananasmarker (piñeras) dækker store dele af det flade lavland mellem nordkysten og bjergkæden lidt inde i landet. Fra luften ser man dem som store, mørke, blågrønne felter, som adskiller sig markant fra de lysegrønne bananmarker og de bølgende oliepalmemarker.
Markerne tilhører Standard Fruit, normalt kaldet La Compania eller Standard (udtalt Estandar). Oprindeligt grundlagt af Vaccaro-brødrene fra den sicilianske mafia i New Orleans med midler, der rangerer fra kommercielt opkøb over bestikkelse eller afsættelse af regeringer til lodrette forbrydermetoder.


Ananasmarker med udsigt til Pico Bonito

El Pino
Omkring El Pino, én af vores landsbyer, kom ananasdyrkningen efter sigende rigtigt i gang ca 1970, hvor det afløste sukkerrør, som man nu kun ser meget sporadisk.
I El Pino lever 80% af befolkningen af at arbejde med ananas. Flere af vores guider og medlemmer af turistkomiteerne har arbejdet der som arbejdere eller landbrugsteknikere.

Ananas
Ananasplanten skal være ca 18 måneder, før frugten kan høstes. Den starter som et topskud der stikkes i jorden og slutter med, at mænd maser sig gennem de tætstående høje og tornede blade og brækker frugterne af. Begge processer efter sigende meget hårde.
Markerne dyrkes forskudt, så der stort set altid er ananas på markedet. De mest smagfulde eksporteres ikke, da de desværre har ret åbne blomster (bulerne på siden af frugten), hvad der åbner for mug og råd.

 

 

Arbejdsforhold

Tidligere var forholdene nærmest feudale, på godt og ondt. Arbejderne var ansat af Standard og nød visse rettigheder mht. sygesikring, skole osv. Mange mindes det med vemod, og man siger, at kvinder var smukkere dengang, fordi mænd tjente nok til at forsørge en familie.
Nu er kun sjakformænd (modulos og under dem contratistas) ansatte med rettigheder. Arbejderne ansættes af contratisterne, hvorved de ikke får rettigheder, har svært ved at organisere sig osv.
Normalt ansættes de kun for 3 måneder ad gangen, hvorved de går glip af den lovfæstede ret til 13. og 14. måneds løn (en slags ferieløn). Tilsvarende ansættes de ofte kun for 4-5 dage pr uge, så de går glip af den syvende løndag, som alle med 6 dages arbejde ellers tildeles.
Man bruger akkord, og en flittig landarbejder kan tjene ca 150 Lempiras om dagen, eller ca 50 kr. Det rækker bestemt ikke langt, da købekraften for basisvarer ude i landsbyerne måske svarer til 200 kr i Danmark.


Plastikken beskytter mod solen



Postvæsen og adresser
12. oktober 2005
 
 
Ingen postkasser
Man ser ingen postkasser, og der er heller ingen brevsprækker eller postkasser ved folks huse. Jeg har heller aldrig set et postbud, men jeg ved, at vi af og til får breve på kontoret.

Jeg tror ikke, der bringes post ud til almindelige huse. Hvis man vil modtage post, må man have en postboks på posthuset - det eneste i byen.

Det er også her, man skal købe frimærker - hvis der altså er nogen den dag.

Gad vidst, hvad man gjorde før der var email ...?

Hvis I vil sende noget pr post til os, skal I stile det til os på kontoret, dvs c/o Rehdes (se "Kontakt").

Ingen gadenavne og adresser
Byen er anlagt efter amerikansk princip med vinkelrette gader.
I den ene retning hedder de Calle, fra nr 1 nede ved kysten til nr et par og tyve.
I den anden retning hedder de Avenida et eller andet, fx Avenida San Isidro. Så det er let at finde rundt.
  Gadebillede, La Ceiba
I det venstre hus har en ejendomsmægler kontor

Det mærkelige er bare, at man ikke bruger gadenavne og husnumre til at identificere adresser. I stedet angiver man, hvor et hus ligger i forhold til et kendt sted, som fx en bank eller en restaurant.

Vi beder fx taxaen om at blive sat af ved restaurant La Plancha, som ligger lige ved siden af kontoret.

Selv i officielle dokumenter angiver man, at en organisation har til huse fx skråt over for Hotel Paris.



Ingefær
13. september 2005
 
 
Blomster som plastik


Sådan ser ingefærplanten ud, og normalt ser vi kun roden. Blomsterne er helt stive og glatte - fuldstændig som om de var af plastik. Meget overraskende.




  Vild udgave?
På turen i Pico Bonito så vi også denne mindre plante, som måske er en vild udgave af ingefær. Dens blomst var meget mindre og bare grøn.


Både blomst og stængel dufter tydeligt af ingefær



Taxaer i La Ceiba
5. september 2005, Lise
 
 
En taxa pr 100 beboere
Det myldrer med taxaer i La Ceiba. De ser ens ud, uanset bilmærket, og alle har de et nummer malet på siden. Der er i alt 1.300 taxaer og ca 100.000 indbyggere i byen.



Der er fast pris: 15 lempiras pr person - det svarer til 6 kr - så længe man kører inden for byen. Om aftenen stiger taksten til 20 lempiras.

Ofte stopper taxaen og tager flere passagerer med, som skal nogenlunde samme vej.
  Ikke kun de rige
Det er alle - rige og fattige - der benytter taxaer. Vores rengøringshjælp, enlig mor med fem børn, kører fx i taxa mellem de forskellige huse, hvor hun gør rent. Det kan nemlig ikke lade sig gøre at komme rundt pr bus.

Man kan ringe efter en taxa, men som regel går man bare ud til vejen, hvor der til stadighed kører taxaer rundt og venter på ture. De dytter, når de ser nogen, de tror, leder efter en taxa. Så når vi går af sted, dytter de af os, fordi vi ligner "gringos", som plejer at køre i taxa.



Tropisk vejr og uvejr
5. september 2005, Lise
 
 
Regn og torden
Flere aftner har der været kraftige regnskyl og tordenvejr, som brager godt mellem bjergene bag byen.
Regnen står ned i tove, og det bringer kølighed med al den væde.
Når lynet slår ned i nærheden, går bilernes alarmer i gang, så der er et sandt spektakel.

Fugtig varme
Når det ikke regner, er det meget varmt, og man sveder, selv om man sidder helt stille i skyggen.

Det er svært at aflære en livslang erfaring om, at det bliver køligere, når solen er gået ned, eller at der er køligere ude end inde.

  Lyn og computer
Computerne trives ikke så godt med lyn og torden. Vi er nødt til at afkoble alle ledninger - fra modem, strøm og net - hver gang det begynder at lyne.

I dag virkede nettet ikke på Rehdes' kontor - det var gået under søndagens tordenvejr.

Som sagt har lynet også ødelagt et eller andet i husets tv - der lød en mærkelig knitrende lyd, den aften lynet slog ned i nærheden - og fjernsynet holdt op med at virke. Nu virker det heldigvis igen.

WC-papir og koldt vand
9. september 2005, Søren
 
 
Der er nogle små særheder her:
1) WC-papiret må ikke skylles ud
På grund af kloaksystemet skal det brugte WC-papir simpelt hen smides i papirkurven på badeværelset. Underligt nok lugter det ikke af meget. Måske fordi der er låg på spanden, og måske fordi kattens sandkasse overdøver duften.
Man skal medbringe eget wc-papir på kontoret - det hører åbenbart ikke med til standardudstyret.

2) Det varme vand er koldt
Der er ikke indlagt varmt badevand; men et koldt brusebad er egentlig også helt godt i varmen. Og hvor man i Danmark tørrer sig hurtigt for ikke at fryse, lader man her badevandet sidde på kroppen, så det køler.
  3) Radiatorerne køler
Air-conditioning i hus og bil er meget almindelig. På kontoret har de dog opdaget, at den bruger megen strøm, så der er lige kommet et opslag om, at ACen skal slukkes efter 17.00 og ikke må tændes før 9.00. På restauranter savner man næsten sin sweater, fordi de skruer så kraftig op for kulden.


Drikkevand
10. september, Lise
 
 
Agua purificado
Man kan ikke drikke vandet i hanerne. I stedet køber man vand i dunke à 5 gallons. Store lastbiler bringer vandet ind til byen, og tidligt om morgenen kommer en mand gående langs husene og råber "agua". Man afleverer sin tomme dunk og køber en ny for 19-22 lps (7 kr).

vandvogn
  Skaber arbejde
Søren mener, at det er simplere for staten på denne måde. Så behøver den ikke være ansvarlig for rensning af vandet. Samtidig er der en mængde mennesker, som får deres udkomme ved at transportere vand og dunke rundt ;-)

Vi talte med en midaldrende honduraner, som så misbilligende på en vandvogn. I hans ungdom var vand ikke noget, man købte.