Siden sidst december - Søren og Lise i Honduras 2005-2006

Siden sidst - dec

Juleferie i Nicaragua 23.-30. december 2005 - Lise
Vi tilbragte julen med Gerhilde og hendes familie i Nicaragua. Juleaftensdag Sammen med Gerhilde var vi blevet inviteret ud juleaften, så der var ingen travlhed om eftermiddagen med madlavning. I stedet kørte vi ud til Stillehavet, hvor vi tilbragte tiden med at bade og spise. Juleaftensdag ved Poneloya, Stillehavet Efter en stund ved juletræet hjemme med snacks og gaveudveksling sluttede vi aftenen hos familien Padierna. Sønnen i huset, Carlos, er kæreste med Gerhildes datter Johanna. Her havde moren, Margarita, tilberedt en udsøgt middag, først med tapas (bedstemoderen er nemlig spanier) dernæst kalkun med herligt tilbehør og endelig kage og kaffe. Vi sad ude i deres gård og spiste og snakkede til over midnat. Gerhilde (jeg beklager, at fotoet er uskarpt) Det var dejligt at besøge Gerhilde og hendes familie og opleve deres liv, deres forskellige aktiviteter og deres hus med en herlig patio, hvor meget af hjemmelivet foregår. León er en smuk by med en bykerne i kolonial stil. Johanna og Christina, 14 år Tomás og hans busser Tomás viste os sin garage med 10-15 store busser. Han køber gule skolebusser i USA; de bliver sejlet til Honduras og derfra kørt til Nicaruagua. I León bliver de malet i flotte farver. Nogle kører faste ruter, andre kan bestilles til enkeltture. Den nyeste bus		Ø med vulkaner Efter en stille første juledag kørte vi med Gerhilde, Johanna og Christina sydpå til Nicaragua-søen. Her sejlede vi ud til vulkanøen Ometepe, som har form som et 8-tal med en vulkan i hvert øje. Den ene vulkan er stadig aktiv. Tidligt næste morgen drog vi af sted med en guide for at gå op på den anden vulkan. Efter 4 timer opad gennem regnskoven vendte vi om ved et udsigtspunkt. Der manglede endnu 3 timer til toppen. Vi så og hørte brøleaber i træerne højt over os. På vej op af Madera-vulkanen Nicaragua-søen er så stor, at man ikke kan se den fjerne bred, og den ligner et hav med brænding. Når man bader, overrasker det, at vandet ikke er salt. I øjeblikket er der ekstra meget vand i søen, så meget, at strandene på Ometepe er væk. Det så komisk ud med parasollerne ude i vandet, fordi stranden var oversvømmet Næste stop var San Juan del Sur ved Stillehavet - Nicarauguas Hornbæk - en bugt kranset med hoteller, restauranter og dyre sommerhuse. Vi kørte lidt nordpå til en anden, mere ugenert, bugt, som må være et paradis for surfere. Surfere på Majagual Beach Derfra til Granada og Masaya og endelig til Managua, hvorfra vi fløj hjem.

Santa Fe 17. december 2005 - Lise
En tidslomme Vi havde fået anbefalet at besøge Santa Fe, en Garífuna-landsby lidt uden for Trujillo. Vi var glade for, at vi kørte i Nepenthes’ 4W-Toyota, for vejen var meget dårlig, selv efter honduransk standard. Men heldigvis var det turen værd. Santa Fe er som en tidslomme, hvor tiden gik i stå for 50 år siden. En række huse på hver side af gaden, og bagved stranden. Vi stoppede ved et pulpería, hvor et par mænd sad og spillede domino. Den ene, en sømand, kunne tale lidt engelsk og fortalte, at han havde sejlet på København. De andre to lod sig ikke forstyrre, men spillede videre, idet de smækkede brikkerne hårdt i bordet. På støtten Santa Fe har åbenbart tiltrukket opmærksomhed fra mange sider. Ved indgangen til byen bliver man mødt af en skov af skilte for udviklingsprojekter – uden at det ser ud til at have haft stor effekt.		Også EU har givet tilskud til projekter i byen. Teksten på dette skilt er skrevet på Garífuna-sproget - et sprog som er en blanding af afrikansk, caribisk, fransk og engelsk.

Trujillo
16. december 2005 - Lise

Lang historie
På sin fjerde rejse besøgte Christoffer Columbus og hans mænd de Caribiske øer, passerede Roatán og ankrede derefter op i bugten ved Trujillo. Efter sigende afholdt de her den første messe på fastlandet.

Man forstår dem godt – Trujillo ligger i en bugt omgivet af sandstrande, bagved ligger bjerge dækket af regnskov, og lidt øst for byen findes en stor lagune med mangroveskov.

I 1545 blev Trujillo den første spanske hovedstad i Honduras, og byen har et fæstningsværk, rejst som forsvar mod sørøvere (dvs englænderne).
Men før den spanske erobring havde de oprindelige folk boet der i flere hundrede år. Nu er der kun et par landsbyer med Pech-folk. Og i 1700-tallet ankom Garífuna-folkene, som stadig holder til i flere landsbyer langs kysten.

Falmet charme
Nu i det 21. århundrede har byen en særegen charme, en afslappet atmosfære, og den bærer præg af fortids storhed, da banan-trafikken gik gennem byen og videre til Puerto Castilla lidt længere ude i bugten. Efter orkanen Mitch var vejen til Trujillo ødelagt i lang tid, og turismestrømmen tørrede ind.

Langs stranden ligger en række restauranter, hvor man kan nyde skaldyr og en kølig øl, mens man ser ud over vandet og på de legende børn i strandkanten. Ikke så dårligt. Vi besøgte fx Gringo’s Bar, hvor der foruden os sad et par ældre gringos og røg; de var omtrent vokset sammen med det rustikke møblement.

Fodbold
Søndag aften satte vi os på en café lige ved centrum. Det var det helt rigtige sted at være. Én café serverede is, en anden mad og drikkevarer, og efterhånden ankom både familier og grupper af unge for at ses og blive set. Ved siden af var der messe i katedralen, og der var en stadig trafik ind og ud af kirken. Koloni-arkitektur i Trujillo
Pludselig lød der høje råb og dytten. Det nationale mesterskab i fodbold var lige afgjort, og Olympia fra Tegus (dvs Tegucigalpa) havde vundet. Fire biler med ladet fuldt af hujende folk kørte rundt om pladsen, viftende med flag og fodboldtrøjer i de rigtige farver. Byen er ikke så stor, så efter et par minutter kom de igen … og igen. Små drenge pilede efter og blev beredvilligt hevet op på ladet. Med ét begyndte det at regne – et tropisk regnskyl. Den lille gadehandler på hjørnet, som solgte appelsiner, slog sin paraply op, men blev stående. På caféen rykkede folk sammen, fordi det regnede ind fra siderne. Og fodboldbilerne fortsatte med endnu mere mandligt vovemod.

Ældre artikler om Siden Sidst