Nepenthes-projektet - Søren og Lise i Honduras 2005-2006

Projektet (2)

Afsked på kontoret 22. februar 2006 - Søren
Onsdag eftermiddag havde kollegerne lavet afskedsfest for os på kontoret. Projektdirektøren Sergio indledte med en takketale. Kenya var toastmaster og primusmotor Anekdoter Vi bænkede os ved mødebordet, hvorefter de på skift fortalte anekdoter fra tiden med os. Det var rigtigt kærligt og sjovt. For eksempel den om Lise, der på et tidspunkt i starten spurgte uskyldigt til ordet "jodido", fordi det ikke stod i ordbogen (=forpulet). Jesús havde så lavet opgaver, som var klæbet op under stolene. For eksempel skulle Søren genfortælle en honduransk vittighed, og Ana Maria skulle svare på, hvilken farve skjorte Søren mest gik med. Billedshow Herefter fulgte et billedshow, hvor Kenya meget morsomt havde resumeret vores ophold med en række fotos og stregtegninger med påklistrede talebobler. Her et lille udpluk: " ..og mere arbejde. Hvad mon hun siger. Jeg vil begynde på mit spanskkursus" " ...og meget mere arbejde. Bedre end ingenting"		" Nu kommer her mange turister" " De blev vores rådgivere" " og venner" Gaver Vi fik hver et krus med vores navn og billede af hele holdet. Vi svarede igen med at forære hver af de andre en bog på spansk med H.C. Andersen eventyr. Det krydrede vi så med en takketale, hvor vi blandt andet benyttede Kejserens nye klæder og Nattegalen. Vi sluttede med en overdådig gang pindemadder, som alle guffede i sig.

Not so "Lonely Planet" 14. februar 2006 - Lise
Serendipity Som vanligt gik vi i frokostpausen hen til et af de utallige små spisesteder i centrum af La Ceiba. Vi havde for nylig fundet et nyt sted, hvor serveringen var hurtig og professionel, og maden god. Det er også et populært sted, så der var fuldt, men en tjener vinkede os alligevel ind og anviste os det eneste ledige bord - et bord til 4-6 personer. Et øjeblik efter kom to personer - tilsyneladende også udlændinge - og spurgte, om vi havde noget imod at dele bordet med dem. Vi faldt i snak, og vores interesse steg helt enormt, da de fortalte, at de skrev for Lonely Planet! Lonely Planet Lonely Planet er den mest populære rejseguide - den læses ikke kun af unge rygsækturister, men også af de midaldrende turister, og den læses både i de store turistleverandørlande USA, Australien og Europa og i resten af verden. De fortalte, at Lonely Planet nu vil udgive en bog specielt om Honduras. Indtil nu har Honduras kun været beskrevet i en samlet guide om Centralamerika. Det har hele tiden været en del af vores projekts strategi at få vores landsby-turisme nævnt i de store internationale guidebøger, men foreløbig har vi kun haft kontakt med forlaget Moon. Vi havde desuden fået at vide, at Lonely Planet aldrig oplyste om sine udgivelsesplaner eller om planlagte besøg på destinationerne. Og her sad vi så med selve de to forfattere! Et ægtepar fra Californien, begge i 30'erne. Han skribent og rejseforfatter igennem mange år, hun uddannet jurist, men nu medforfatter. Hendes forældre er mexikanere bosat i USA, så hun er vokset op med to sprog. Han har læst etniske studier og spansk og rejst meget i Latinamerika. Win-win Vi fortalte naturligvis om Nepenthes-projektet og om de ture og aktiviteter, som findes i de to naturparker og de seks landsbyer. De havde allerede fået vores nye brochure på hotellet (et point til Hotel Iberia, og to point til Kenya for at have afleveret den der). Vi gik sammen hen til kontoret, og på et øjeblik blev det arrangeret, at de kunne komme med Kenya til Cuero y Salado næste morgen, og om eftermiddagen med Jesús til Cangrejal. Roger var klar til at tage med dem til El Pino og skaffe en guide, så de kunne få en tur ind i Pico Bonito om torsdagen. En sand win-win-situation. Vi er lykkelige for at få markedsført vores turisttilbud gennem en af de allerbedste kanaler. Gary og Liza, de to forfattere, var meget taknemmelige for de kontakter, vi kunne skaffe dem. De har nemlig kun et par dage hvert sted, og det er svært at få overblik og nå frem til de rette steder på så kort tid. La Ceiba har ikke haft det bedste ry i den nuværende Lonely Planet. Der står vist nærmest, at det er en by, man er nødt til at rejse igennem for at komme til The Bay Islands, men at den ikke er værd at opholde sig i. Heldigvis har Gary og Liza forstået, at der er mange muligheder her. Vi kan næsten ikke vente til at se, hvad de vil skrive!		At være rejseskribent Samme aften kom de hjem til os for at få flere informationer, og vi uddelte gavmildt af vores erfaringer med sprogskoler, hospitaler, udflugtsmål, turoperatører, hoteller og restauranter. Det er en stor opgave at skrive en guidebog - de har 4 måneder til at skrive et manuskript på 300 sider. Og der er strenge krav til informationerne - nøjagtig angivelse af telefonnumre, adresser, åbningstider og priser - og man må ikke glemme et telefonnummer eller angive en forkert pris. Enten må man tilbage og finde oplysningen, eller angive, at den ikke var der. Gary fortalte, at han først havde sit eget system med at notere alting ned i notesbøger og skrive til i eksisterende bøger og på kortskitser. Da Liza begyndte at arbejde sammen med ham, indførte hun særlige skemaer - et til restauranter, et til hoteller etc, som sikrer, at man får noteret alle relevante oplysninger. Gary måtte overgive sig efter en uge, og nu arbejder de med Lizas skemaer. De er udmærket klare over, hvilken magt de har. De ved, at de kan ødelægge et hotels renommé ved at give det en dårlig omtale. De er derfor meget forsigtige med vurderingerne, samtidig med at de prøver at være ærlige. Og de er fuldt klare over, at de umuligt kan beskrive alle mulighederne. De har netop færdiggjort en guide om El Salvador, og før det har de skrevet en om Cancún i Mexico. Næste dag blev Liza mandsopdækket af Søren fra kl. 7-16. Kanotur i Cuero y Salado, besøgt vandrerhjemmet i Salado Barra, præsenteret hende for centrale personer, "solgt" vores ideer om turistpakker, og givet alskens tips om La Ceiba for at gøre byen til et turistmål. Deadlines Gary og Liza startede på opgaven 1. februar og skal aflevere manuskriptet 2. juni. De vil arbejde i marken til midt i april og derefter hellige sig redigeringen. Bogen ventes at udkomme 6 måneder efter, dvs. ca 1. december 2006.

Mikrovirksomheder 22. december 2005 - Søren
Fortabt i planjunglen - fra "Planititis" til "Kunderne i centrum" Landsbyvirksomheder Lad os tage udgangspunkt i den lille landsby Las Mangas. Her i Honduras må man ikke kalde det en "landsby/pueblo", da det lyder af landsbytosser, men i stedet "fællesskab/comunidad". Så en "spade" hedder altså en "skovl" :-) Af kortet ser man, at en mikrovirksomhed kan være mangt og meget, fx et spisested/comedor, en kunsthåndværker/artisanía, hytte/cabaña, kiosk/pulpería, afmærket skovsti/sendero, badested/balneario, guide/guía osv. Kort sagt alt, som drives af en entreprenør/selvstændig erhvervdrivende med henblik på salg til turister og med 1-5 ansatte eller partnere.		Plan på plan Før vi kom, var man meget tæt på det, der blandt latinamerikanske rådgivere hedder planititis. Først har hver nationalpark en Plan de Manejo, dvs en handlingsplan for hvordan de vil drive parken, hvad den indeholder mm. Derefter havde man lavet en PDE (Plan de Desarrollo Ecoturistico) for nationalparkerne, hvori man beskriver de tilhørende landsbyer og deres forventede bidrag til parkernes succes. Disse to PDEer er vist nok efter to år tæt på godkendelse på højere politiske niveauer. På basis af disse planer var man i gang med at lave PEDECer (Plan Ecoturístico de Desarrollo Comunitario), da vi kom. Hver landsby havde etableret en turistkomité, som skulle beslutte, hvilke turistvirksomheder byen burde have, og hvad de kunne byde på. PEDECerne var skrevet af vores kolleger efter brainstorming-møder i landsbyerne. Men man var endnu ikke kommet til PdN'erne (Plan de negocio) dvs forretningsplaner og slet ikke til produktudvikling, kontakt med kunderne, for slet ikke at tale om indtægter. Og komiteerne var ved at smuldre, sandsynligvis fordi hele denne proces gav en masse møder, men ingen kontakter af første grad med kunder. Pyramide på hovedet Vores vigtigste bidrag til projektet har måske været at vende pyramiden på hovedet i bedste Carlsson-stil. Turisterne i centrum og straks derefter frontpersonalet, dvs mikrovirksomhederne. Heraf skal så afledes kravene til nationalparkernes administration og projektmedarbejdernes indsats. Og ikke omvendt. Vi har nu syltet PDE og PEDEC og sat fuld tryk på etablering af mikrovirksomheder og igangsættelse af markedsføring. Testbesøg, udvikling af forretningsplaner i trin begyndende med simple spontane planer. Brochurer, messer, sælgerkurser og websider. Netop i dag begynder det at lysne. Mere om det andetsteds.

Turoperatører 22. december 2005 - Søren
Turoperatørerne er vores nøglekunder Ingen andre har kommerciel erfaring Turoperatører er vel det, vi ofte kalder rejsebureauer. Der er 7-10 stykker i La Ceiba og flere i San Pedro Sula og Tegucigalpa. Vi arbejder især sammen med Tourist Options (www.hondurastouristoptions.com) og Jungle River (www.jungleriverlodge.com). Tríángulo de éxito Vi kalder trekanten "Turoperatører - Landsbyvirksomheder - Nationalparker" for "Succes-trekanten". Nationalparkerne leverer den uberørte natur, landsbyerne servicen, og turoperatørerne kontakten til turisterne (markedsføringen, salget og den overordnede logistik). Vind-vind Vi arbejder hårdt på at fjerne den gensidige mistillid, hvor alle arbejder efter princippet om, at "alt hvad den anden vinder, taber jeg nødvendigvis", hen imod en "vind-vind" holdning, hvor man fokuserer på at øge kagen. Realiteterne er, at der pt stort set ikke er nogen kage at slås om, fordi der ikke er nogen turister.		Ketchup-effekten Netop nu er der ved at komme hul på bylden. To lokale turoperatører har haft held med salg af community tourism. Og i forgårs havde Kenya og John Dupuis et vellykket møde i San Pedro Sula med tre turoperatører, der viste stor interesse for at komme i realitetsforhandlinger med landsbyerne om turismepakker, der både omfatter natur- og community tourism. En spritny undersøgelse fra USA viser, at netop den sidste type turisme bliver meget efterspurgt i fremtiden. En stor gruppe turister har prøvet "beach and booze", og de er blevet for gamle til "adventure"; nu vil de se "living culture", og det er netop det, vi prøver at udvikle. Direkte kontakt Begejstringen er stor, og Kenya er nu ved at planlægge et stort fremstød den 13-14-15. januar, hvor turoperatører, mikrovirksomheder og parkadministratorer skal mødes og sammen afprøve turistprodukterne. Det er hektisk med mange tvivlsomme detaljer, men uden deadline vil det tage mindst et år :-)

Fundacionerne 22. december 2005 - Søren
Fundacionerne den tunge ende - De har blikket på donationer, ikke på markedets evige evaluering NGO på støtten Fundacionerne er her de to NGOer (Non Governmental Organization), som staten har tildelt retten til at administrere de to beskyttede områder, henholdsvis FUPNAPIB med Pico Bonito og FUCSA med Cuero y Salado. De får vist nok ingen statsmidler, men må hente midlerne til lokaler, vagter, direktør og diverse personale hos godgørende sponsorer rundt om i verden. De er altså primært sponsorfinansierede. Der er ofte tale om store, men tidsbegrænsede projekter, fx forskning om fiskebestanden i floderne.		Turistindtægter Vores projekt skal sikre dem indtægter fra turistmarkedet, ved at de stiller dele af parkerne til rådighed for offentligheden. Indtægterne kommer qua entréafgifter, hvor udlændinge betaler meget mere end nationale gæster. Vores Nepenthes-projekt betaler også bygning af broer, rydning af stier, aflønning af dele af personalet, bil, markedsføring osv. Den tunge ende De store planer for turismeudviklingen har indtil nu ingen større virkning. Deres hovedforretning er de store sponsorer. Vi har endnu ikke fundet en bæredygtig måde at trække dem til truget på. Det er som om de nærmest føler, at alt det med turister og markedspriser er til besvær og blot risikerer at slide på naturen. En udfordring Vi menige har lidt lukket øjnene for fundacionerne og fokuseret på at få kundeenden af kæden aktiveret, dvs landsbyvirksomhederne og turoperatørerne. Vores chef, projektdirektøren, er noget bekymret over denne udvikling. Vores menige kolleger her er trætte af at aftale opgaver og møder med personalet fra fundacionerne, uden at de gør noget eller møder frem. Vi har lovet os selv, at vi snart må tage skeen i den anden hånd og se situationen gennem deres øjne. Det er godt at have værdige udfordringer i livet.

Turisterne 22. december 2005 - Søren
Turisterne er mål for markedsføringen Først skal de komme til La Ceiba; så besøge naturen og landsbyerne Der er mange turist-segmenter at tænke på. I øjeblikket har vi især fokus på unge rygsækrejsende, rejsevante folk i den tredje alder, det nationale borgerskab og andre mellemamerikanere. Vi skal holde os lidt til spansktalende turister, da der er store problemer med at finde honduranere i landsbyerne, som taler engelsk. En af vores, og især Lises og Kenyas største opgaver består i at kommunikere målrettet til disse segmenter, dvs sprede reklame. Trifolio Vi har designet en folder på engelsk til at indfange de rygsækrejsende. Den er trefløjet, deraf navnet, og bliver i den kommende tid lagt på alle knudepunkter i backpacker-sporet gennem Mellemamerika. Ideen er at sikre, at folk tager til La Ceiba. Eller at de stopper over i La Ceiba, når de alligevel tager igennem vores by på vejen mellem de to verdenskendte turistattraktioner i Honduras: Copán (maya-ruiner) og Roatán (koraløer).		Websites Detaljerne er så at finde på de to fundacioners hjemmesider, hvor vi netop har indlagt oplysninger om landsbyernes turismeprodukter. Se www.picobonito.org og www.cueroysalado.org. I skrivende stund er det spændende, hvordan disse sites bliver bæredygtige, dvs hvordan man sikrer sig, at de også bliver vedligeholdt, når vores projekt udløber i løbet af 2006. Brochuren Det sidste led i kæden er så et hæfte, som sandsynligvis bliver på 12 sider i A5, hæftet i ryggen. Den skal fordeles på hoteller, lufthavn, havn, turistcenter, internetcaféer, turoperatører osv. Så når folk først er lokket hertil, kan de også finde ud i naturparkerne til natur, eventyr og levende kultur. AIDA sælger Søren har lavet en mini-manual med titlen "Salg med AIDA". Den bygger på modellen for kommunikation med Attention - Interest - Desire - Action. Og den har han så omsat til operationelle termer møntet på salg af turistydelser. Hvordan får man den uopmærksomme turist bragt helt frem til at tage pungen op af lommen og betale.

Mikrokreditter 14. december 2005
Ud med Fundación Adelante En velkendt og virkningsfuld måde at give udviklingshjælp på er at tilbyde små lån til kvinder - også kaldet mikrokreditter. En sådan ordning findes også her i området organiseret af Fundación Adelante. I dag var vi med i felten sammen med medarbejdere fra Adelante. Adelante giver lån til kvinder, som har en eller anden forretning. De skal være organiseret i grupper af mindst fem kvinder, og de hæfter solidarisk. Lån er på 1.500 - 30.000 Lps (500 - 10.000 kr). Først kørte vi til landsbyen Ceiba Grande - som trods navnet hverken er stor eller har noget med La Ceiba at gøre. Det er en lille landsby øst for La Ceiba, omgivet af flad landbrugsjord. Vi skulle overvære et af de møder, som afholdes hver 14. dag, altid samme tid og sted. Mødet foregik på patioen til et privat hus ud til hovedgaden, hvor der foruden børn løb høns og grise rundt. Da vi kom, var der allerede samlet mange kvinder og nogle børn. I ventetiden fortalte kvinderne, hvilken type forretning, de havde. Flere var landmandskoner med en bestand af grise. Nogle solgte tøj i landsbyen, og flere havde et "pulpería", dvs en slags kiosk/købmandsforretning. Èn fortalte stolt, at takket være Adelante havde hun fået råd til at forbedre sit hus, så det nu var af beton og ikke ler. Enhed og disciplin På slaget 9.30 indledtes mødet ved at alle rejste sig med højre hånd løftet og råbte i takt: Unidad, Disciplina, Trabajo, Valor - det er vores livsform. Ceremonien gav mindelser om revolutionsromantik fra 70'erne. Derefter indtog formand og næstformand pladsen ved et bord, og der var navneopråb. Der er mødepligt, og alle var da også til stede. Der er i alt fire grupper i landsbyen, og hver især fortalte, om gruppen havde betalt renter og afdrag. En gruppe underskriver kontrakten på det næste lån Mens formand og næstformand noterede tal og ordnede regnskab og papirer, begyndte Adelantes kredit-mand dagens undervisning. Det er et fast indslag på alle møder. I dag handlede det om at føre regnskab med køb og salg. Solen begyndte at brænde, og kvinderne rykkede sammen i skyggen. Doña .... meldte sig frivilligt og oplyste hvilke udgifter og indtægter hun havde haft den forgangne uge. Opstillet på denne måde blev det tydeligt, at hun havde tjent 812 Lps - ikke så ringe. Det klappede vi også af. Til sidst diskuterede kvinderne, om de skulle oprette en fond ved at betale et lille beløb ved hvert møde. Nogle mente, at 5 Lps var for meget, men til sidst blev det vist vedtaget. Efter en time og 20 minutter sluttede mødet med feltråbet. Kvinderne tog hver sin plastikstol på nakken og gik hjem. Da vi kørte, havde vi et par kvinder med på ladet. De skulle til banken i den nærliggende by for at indløse checken med det nye lån. Søren spekulerede over, hvorfor folk ikke bare sparer lidt op og så fortsætter med selvfinansiering. Der er mange grunde. Folk er reelt fattige, og kulturen er, at man bruger pengene, når man har dem. Desuden har hele konceptet en disciplinering over sig, og det giver også kvinderne et fællesskab. Vi må tænke videre over dette. Det kønschauvinistsike aspekt skyldes, at der er erfaring for, at kvinder er bedre til at betale lån tilbage.		Selvtillid Næste møde foregik i byen Las Piedras Amarillas (De gule sten). Mødet skulle foregå i et mødelokale ved siden af en madbutik, som drives af fem kvinder fra landsbyen. Da vi kom, stod en af kvinderne i butikken og parterede et stykke kød med en økse. Det var midt på dagen og varmt. Efterhånden, men til tiden, dukkede kvinderne op, i små grupper med parasol. I denne gruppe er kvinderne ældre, og der var kun få børn med. Mødet startede på slaget 13.30 - med feltråbet, og nu kunne vi også råbe med. Ved navneopråbet var der skriftligt afbud fra to kvinder, og gruppen skulle tage stilling til, om den kunne godtage afbuddene. Kredit-manden kom for sent, undskyldte og måtte betale bøde - ligesom kvinderne. Det forretningsmæssige var hurtigt klaret, og så begyndte dagens undervisning, denne gang var temaet Selvværd - Autoestima - et af de mest populære temaer. Den unge, smarte underviser Keyla fra Adelante forklarede ved hjælp af nogle plancher betydningen af at passe på sig selv og bevare sit selvværd. Man diskuterede forskellen mellem lavt og højt selvværd - desværre var forskellen ikke særlig tydelig på tegningen. Kvinderne fnisede sammen, især da talen faldt på forholdet til mændene. Med hensyn til børn, var der enighed om nødvendigheden af at indgive dem selvtillid og behandle dem med respekt. Keyla gav dem lektie for til næste møde om 14 dage: De skal svare på tre spørgsmål: · Hvad kan jeg forbedre · Hvordan kan jeg holde af mig selv · Hvilke er mine kvaliteter. Mens de andre lærte om selvværd, sad formand og næstformand og ordnede regnskab sammen med kredit-manden, og de sluttede mødet med en status på betalingerne. Og til sidst: Unidad - Disciplina - Trabajo - Valor - esta es nuestra forma de vida. Fakta om mikrokreditter Adelante udvælger landsbyer ud fra kriterier om fattigdom mm. Derefter indkaldes kvinderne og opfordres til at danne grupper af fem. Først kan de låne 1.500 Lps som skal betales tilbage på 3 måneder med 3,5% rente pr måned. Betalingen skal ske hver 14. dag, og de hæfter solidarisk inden for hver gruppe. Adelantes folk deltager i alle disse 14-dages møder, som foruden regnskabsaflæggelsen har et undervisningsindslag - temaerne skifter mellem handel, sundhed og selvværd. Næste gang kan man låne mere, og efter flere års kreditværdighed kan man låne op til 30.000 Lps, som skal tilbagebetales på 6 måneder. Lånet giver kvinderne mulighed for at købe fx en fryser til deres købmandsbutik, men bruges især til at købe handelsvarer til næste periode, eller at købe en lille gris til opfodring. Undervisningsdelen er et led i at uddanne kvinderne til at blive selvstændige forretningskvinder, og som det fremgik, handler det ikke alene om bogføring, men lige så meget om at påvirke deres indstilling til sig selv, familien, husholdningen mm. Efterhånden overlades mere og mere til kvinderne selv - både for at styrke kvinderne og for at spare udgifter og mandskab i Fundación Adelante. Fx skal d selv hente pengene i banken, selv føre bog over betalinger, og snart også selv have en lokal underviser. Pengene kommer dels fra godgørende organisationer, især i USA, og dels fra banker, som ikke låner direkte til fattige uden pant. Programmer med mikrokreditter er især kendt fra Bangladesh. Det er meningen, at folk i vores projekts landsbyer også kan benytte sig af Fundación Adelante, men det er endnu ikke kommet i gang. En vanskelighed er, at turisterhvervet er meget sæsonpræget, og indtægterne er derfor svingende. Det kan derfor være svært at skulle tilbagebetale med et fast beløb hver 14. dag året om. Desuden har vi endnu ikke set så mange kunder (turister), at folk er parate til at sætte sig i gæld. Og endelig er folk her jo vant til at få pengene foræret.

Biolog-kongressen 21-25. november 2005 - Søren og Lise
En ekstern deadline Vi brugte denne kongres i La Ceiba som anledning til at forcere udviklingen af turismeprodukterne i vores landsbyer, og til at fremskynde markedsføringen og udvikling af brochurer og websider. Det virkede. Travlhed Vi var bange for, at kongressen blev aflyst, dels fordi vejret var så dårligt, at folk ville have svært ved at nå frem, dels fordi ingen af arrangørerne virkede, som om de havde styr på tingene. Men med lidt kaos og reduceret deltagerantal blev kongressen alligevel en succes. Vi knoklede med at få alle materialerne klar - både selve udstillingsvæggene med skilte og stativer, og alt informationsmaterialet med tekster og fotos. Vi fik fremstillet en plade til hver landsby, og de skulle lakeres og slibes. Hvordan skal informationen placeres? Amada fra FUCSA opklæber materiale om reservatet Cuero y Salado Søren var den eneste, som havde medbragt værktøj, tape, snor, saks, tuscher, papir osv. For dette blev han belønnet med titlen "Jefe de tape". Der blev ikke solgt så mange ture til vores landsbyer, men det var en meget lærerig oplevelse for alle at møde turisterne "ansigt til ansigt".		Ca 250 deltagere Kongressen var primært for de Mesoamerikanske lande, dvs fra Mexico til godt ned i Mellemamerika. Der var dog også spansktalende deltagere fra Sydamerika, USA og Europa. Hovedsagen for os var at sælge turismeprodukter i naturparkerne og i de tilliggende landsbyer, mens deltagerne i kongressen interesserede sig for bevarelse af den store grønne ara og lignende emner. Kenya forsøger at sælge med AIDA-kommunikationsmodellen, som Søren havde holdt et lille minikursus i. Hver landsby har nu en plade, som beskriver produkter, kontaktadresser, byens historie mm. Landsbyerne bidrog også med kunsthåndværk. Keramikken blev dog ikke solgt i så stort omfang, blandt andet fordi der ikke var papir at pakke det ind i. Til gengæld var trævarerne meget populære.

Casabe 13. november 2005 - Søren
Processen i grove træk Casabe bages af det mel, som laves af yuca-rødder. Det er en traditionel Garífuna-spise. De skrællede yuca-rødder bliver vasket Produktionsprocessens trin er: - dyrke rødderne - skrælle og vaske - rive til mel - presse vædsken ud - bage som pandekage. Traditionel fremstilling Husmødre laver casabe. En af dem har sat sig for at gøre det fra morgen til aften. Det kan hun tjene en hæderlig dagsløn ved. Nu indgår hun også som mikrovirksomhed i La Unión ved at tage entré af turister, der gerne vil se det autentiske Garífuna-liv. Bagning i den lille virksomhed Melet drysses på den varme plade uden væske eller fedtstof. Det børstes og bankes sammen og bages i syv minutter. Det smager stort set ikke af noget. Dog sælges det også som saltede chips. Bagning på fabrikken (forskellen er ikke stor)		Fabriksfremstilling På en lille "fabrik" fremstilles casabe i lidt større stil. Denne mikrovirksomhed indgår også i vores turismeprojekt. Den drives af et kooperativ, som har fået økonomisk støtte fra udlandet til at starte op. Rødderne rives på fabrikken På fabrikken bruger man en presse til at få væsken ud af massen (th). Traditionelt hænges massen til afdrypning i et langt bastrør (tv) Selve bagningen foregår fuldstændig som hos den traditionelle lille virksomhed, blot parallelt ved fire ildsteder. Salget går til supermarkeder mm. Men nu tjener de også penge på at tage entré af turister. Casaven eksporteres også til USA

Ældre artikler om projektet