Rasmus - Søren og Lise i Honduras 2005-2006

Rasmus' oplevelser

Nye øjne

Man kan vel kalde dette for en “gæsteklumme.” Jeg har nemlig fået lov til at skrive lidt her på siden om mine oplevelser fra Honduras.
Jeg hedder Rasmus Sømod og er praktikant for Nepenthes i turismeprojektet.
Jeg studerer på turismeuddannelsen på Aalborg Universitet og nå ja.......... så er jeg i øvrigt 25 år.

Den 18. december rejste Rasmus tilbage til Danmark, men alt tyder på, at han kommer igen til marts.

Hijo de .... TAXI! 22. november 2005
Jeg har altid elsket charmen ved latinamerika; herunder også den specielle atmosfære der er i trafikken. Det er synd at sige, at folkene i La Ceiba kører pænt. Honduranerne fra San Pedro siger de kører med røven og ikke har øjne i La Ceiba. Jeg vil godt være tilbøjelig til at give dem ret; men alligevel er det jo ret charmerende. Den anden dag, da jeg tog en taxi hjem fra arbejdet, endte jeg i en af de taxier, der gav en byrundtur. – Altså en af de, der havde mange med og skulle rundt at læsse af. Men det gik da også stille og roligt, indtil vi kom til markedet i La Ceiba, hvor der på den ene side af vejen holdt en lastbil og læssede varer af; eller rettere sagt, det havde han gjort. Nu snakkede han bare.		Og på den anden side af vejen holdt en taxi; uden chauffør. Han havde fundet en ledig parkeringsplads. Herovre kan noget sådant ikke føre til andet end kaos. Efter 5 minutter var der 1 kilometer kø i hver retning og en tuden af dythorn uden lige, mens min taxichauffør brugte de mindre pæne ord nederst i ordbogen. Der var en konstant brummen af ”hijo de puta” osv..... Alt på randen af krig! Efter en halv time var lastbilchaufføren færdig med at snakke og flyttede så bilen 10 meter længere hen til næste butik, og så var der en lille passage i den ene retning; Vores! Køen i modsat retning blev stadig større. Det samme gjorde larmen af dythorn og gloserne.... Min taxichauffør sladrede så til en politibil længere nede i køen af ventende biler, hvilket resolut resulterede i, at vejen blev spærret, nok engang, så politibilen kunne komme forbi, binde en snor i taxien og slæbe den ind på en sidegade, så gaden kunne passeres, og folk stresse ned. Der havde jeg haft fyraften længe! I kan nok regne ud, hvorfor det tager tid at komme rundt hernede, komme i banken osv. Man kan godt sætte mindst 1 time af til at komme hjem. Men sådan er der jo så meget.....!

Med Jesús og hans "disciple" 5. november 2005
I San Pedro For noget tid siden spurgte vores kollega Jesus mig om jeg ville med til San Pedro Sula og besøge hans familie og se byen. Så skulle vi også have en rigtig herretur! Det var jeg ikke sen til at udnytte og drog således sidste weekend med Jesus i bus til San Pedro. Selv om der var julefrokost hos Andre og Trine lørdag aften, skulle det jo nok kunne kombineres med en lille tur.... En lille minibus fra La Ceiba er noget af det hurtigste og billigste man kan komme derop og efter små 4 timer ankom vil byen og tog en taxi ud til Jesús´ hus. Hvis man kender Jesus, så vil man sige, at han er en meget glad, positiv og venlig person, der griner meget højt. Dette ændrer sig ikke når han kommer hjem, men alligevel er han en helt anden person. Dengang han så sin lille søn Fernando vendte han lige 180 grader og blev far....... Pragtfuldt og dejlig dreng! Efter en let aftensmad kørte vi en tur rundt i byen, mens Jesus talte i mobiltelefon. Det viste sig, at han havde samlet slænget til en tur på bar og således gik det til, at vi endte på værtshus i San Pedro. Det endte da også med, at vi vandt 2 spandfulde med øl og tilhørende halsbånd og de skulle jo drikkes. Så der må være ne åbenlys grund til, at man får altervin hjemme......... Jesus kan nemlig godt drikke!		Og ligeså kan han venner, som glædeligt kan kaldes ”disciplene”! En god tur med fyrene i byen, hvor der blev snakket lystigt mandfolkesnak og, hvor de provede at få ham danskeren afsat til en lokal honduransk latinapige. Hun var også sod, men jeg var træt......! Dagen efter tog vi til La Catarata, som er det storste vandfald i Honduras. Det har et fald på ca. 50 meter og er meget flot. På vejen dertil samlede Jesus endnu en dame op, som jeg skulle introduceres for. Hun var nu også vældig sød, men jeg skulle jo snart med bussen hjem.....! Ved vandfaldet fik vi en dejlig kold øl og Jesus´ kone og pigen badede, mens vi passede på Fernando. Det var en fantastisk tur! Midt på eftermiddagen kørte vi tilbage til busstationen i San Pedro Sula, så jeg kunne komme tilbage til La Ceiba. Der var jo julefrokost om aftenen og jeg mente også Jesus skulle have lidt tid til at være far....... Efter 4 timer på øjet i bussen, ankom jeg til La Ceiba og skyndte mig videre til julefrokost hos Andre og Trine. Det var en god aften med mange ”snapsitoer”....... Og en lang weekend – rig på oplevelser!

20 meter ned - på Utila 14. november 2005
Sidste fly Denne weekend havde jeg bestemt mig til at tage til Utila for at tage dykkercertifikat. For det første havde jeg, for nogle uger siden, ventet en halv dag på at kunne få en lægeerklæring, og for det andet var det den eneste mulighed, jeg havde for at komme til Utila. Vi havde bestemt os til at tage derover torsdag aften, men fik en lang næse, da vi mødte op nede ved færgen. Den var nemlig i stykker..... I stedet anbefalede man os at tage ud til lufthavnen og flyve derover. Det sidste fly kunne lige nåes! Som sagt, så gjort, og vi blev da også glade da skærmen viste, at det sidste fly gik kl. 16.30; masser af tid.....! Men nu er manden, der passer skærmene, ikke helt opdateret, for der er nemlig ikke fly til Utila om torsdagen; eller også mener han bare, at der skal være noget fyld på skærmen. En lufthavn med kun 3 fly om dagen i landets 3. største by er jo ikke noget at prale af, vel......? Men efter lange søforklaringer fik damen ved check-in overbevist os om, at vi kunne komme med kl. 6:00 fredag morgen. – Så fik jeg den strålende idè, om vi kunne bestikke kaptajnen på Roatan-flyet til at mellemlande på Utila. Alt kan jo lade sig gøre i Latinamerika, og han havde kun 8 passagerer til Roatan. Det kunne også sagtens lade sig gøre, hvis vi betalte brændstoffet til 11000 Lps.! Så fredag morgen tog vi afsted........ muy, muy temprano! Første dyk Vi ankom til Utila; godt nok det mindste fly og mindste flyveplads jeg nogensinde har prøvet, men ok! Og direkte i gang med dykningen hos Deep Blue Divers; først en halv dag med teori, og dernæst en halv dag med udstyrstræning og dykkerøvelser i vandet. Godt trætte gik vi i seng på et hyggeligt hotel bygget på stolper i vandet. Faktisk ret hyggeligt og billigt..... Lørdag formiddag havde vi den sidste teori, inden vi om eftermiddagen havde de 2 første officielle dyk, hvor vi legede fisk på 10 meters dybde. Dernæst en lang teoretisk eksamen inden vi bestemte os for en bytur på ømaner med vores new zealandske instruktør Orlando! Det gik også meget godt, var enormt hyggeligt og sluttede.... muy muy tarde! Det var ”the island way of living”!		På havets bund Søndag sov vi godt længe og havde vores 2 sidste dyk. Denne gang på henholdsvis 12 meter, hvor vi lavede de sidste øvelser og så på de maksimale 18 meter, hvor vi ”bare” hyggedykkede. Instruktøren kom godt nok til at tage os med ned på 20 meter vand, men hvad skidt. Der var jo ekstremt smukt dernede. Verdens næststørste koralrev LIVE siddende på havets bund med eksotiske fisk til alle sider; stort! “The Utila way of living”… Da vi kom ind, var der ikke ”sistema” (Det svigter ofte herovre), hvorfor vi ikke kunne betale med kort! Svigter sistema èt sted, svigter det alle steder på Utila, så efter lidt forhandlinger frem og tilbage, fik vi dog lov til at betale med kort over fluesmækker. Problemet var, at de rare mennesker på dykkerskolen ikke taler spansk; ja, det er der faktisk ikke ret mange på Utila, der gør. Det er en engelsktalende enklave med gammelrige amerikanere eller unge europæere, der bor og arbejder på øen med at dykke og nedgøre livet på fastlandet lidt. Dette afspejler også miljøet. Det er en enormt hyggelig og billig ø, men den har ikke meget med Honduras at gøre. Alfa omega fik jeg dog mit dykkercertifikat og kan nu kalde mig certificeret dykker; men ”the island way of living” er ikke lige mig. Det var dejligt med 3 dages afslapning, men har det bedre med at bo i La Ceiba.... Mandag morgen virkede færgen stadigvæk ikke, men der var dog, denne gang, sat et reserveskib ind, der ud over passagerer også medbragte det halve af maskinrummet til ”Utila Princess,” som er færgen. Det skulle repareres i La Ceiba. Gad vide, hvor lang tid det tager?

Fra luksusbus til bumlefly... 23. oktober 2005
Tegus tur/retur Fredag morgen stod jeg meget tidligt op. Faktisk allerede kl. 05:00 for at mode Sergio, der er vores projektleder på kontoret og holde ham med selskab på busturen til Tegus. Tegus er det lokale navn for hovedstaden Tegucigalpa. Der er nemlig ingen udlændinge, der kan stave det navn rigtigt.... En dejlig lang bustur på små 7 timer igennem nogle af de smukkeste landskaber i Honduras. Man keder sig dog ikke på turen. Der bliver vist film og serveret sandwiches osv. Og det kun til 370 Lempiras! Så man kan altid fordrive tiden; selvom jeg dog foretrækker den levende film uden for vinduet. Godt mørbanket ankommer man til Tegus midt på eftermiddagen og Sergios kone tog venligt imod og kørte mig ind til et dejligt bed & breakfast i centrum. Metropol og museer Velinstalleret var jeg herefter parat til sightseeing og man må sige, at det er en helt anden verden at bedrive sightseeing i, sammenlignet med La Ceiba. Mere kaotisk på den organiserede måde og mere metropolagtigt. Jeg brugte de første timer på at vandre på mine store plader rundt i byen; bl.a. besøgte jeg nationalgalleriet som er et af de bedste museer i latinamerika, samt parlamentet. Det var egentlig meget nemt. Man vandrer bare ind og siger man er kommet helt fra Danmark for at se deres parlament, så får man lov at komme ind uden de videre anstalter. Jeg kunne vandre lige ind og sætte mig i vicepræsidentens stol og tjekke hans mail. Han var desværre ikke hjemme og jeg tog derfor videre ud til Basilica de Suyapa. En af de kendteste og smukkeste kirker i Honduras. Basilica de Suyapa		Taxichauffør som guide På vejen tilbage stødte jeg i en taxichauffør, der gav en tour rundt i byen og endte med at køre mig op til en af hans venner, hvor jeg fik aftensmad. En dejlig oplevelse og forbavsende, at både D.A.D. og Kashmir er kendte i Honduras..... Jeg var træt da jeg endelig kom i seng! Lørdag morgen ringede jeg efter taximanden endnu engang og han korte mig rundt i byen; bl.a. op til Vorherre..... Nå ja. Det er altså kun en Jesusstatue, der står hojt hævet over byen, men alligevel.... Det danske konsulat På vejen op til ham kommer man forbi det måske smukkest beliggende hus jeg har set herovre. Og nu ikke for noget, men der stod altså ”Kgl. Dansk Konsulat” på indgangen, men konsulen havde ikke tid til at give kaffe! Vi så også zoo, som godt kunne trænge til lidt vedligehold og korte en tur rundt i de mere skumle bydele; alt i alt en stor oplevelse. Turen sluttede ude ved Toncontin lufthavnen, hvor jeg købte en flybillet tilbage til La Ceiba. I øvrigt vil jeg ikke mene denne lufthavn er en hovedstad værdig; selv den i La Ceiba er bedre...... Men jeg satte mig til rette i den lille propelmaskine og bumlede hjemad mod La Ceiba. Jeg har haft en dejlig weekend; rig på oplevelser fra en helt anden verden. Jeg er træt, men på den fede måde!